Kurt Viles tidligere legekammerater i The War on Drugs har smeltet det ærkeamerikanske arvesølv om. Mød forsanger Adam Granduciel, der her fortæller om sin kærlighed til Bob Dylan, Neil Young og et rigtig godt keyboard-riff.
»Kan du også høre den der brummende lyd? Den er ved at gøre mig sindssyg!« Adam Granduciel er nu hverken gået i krig med et arsenal af stoffer eller ved at blive skør – hans telefon har såmænd bare bestemt sig for at vibrere konstant. Det ville også have været et decideret dumt tidspunkt at gå i de klichéfyldte hunde på, for samme dag, som vi taler i telefon, starter bandets efterårsturné på hjemmebane i Philadelphia. Bortset fra Fresh Prince og 70’er-subgenren Philly soul giver byen ikke umiddelbart musikalsk hjertebanken, men den har haft kolossal betydning for The War on Drugs.
»Det er en fed by, hvor man kan få lov til at gemme sig. Her er ikke så dyrt, så man kan bo billigt og nøjes med at arbejde et par dage om ugen. Her er fede pladebutikker, og ingen prøver at røvrende hinanden«, forklarer forsangeren, som bor i en nedslidt villa med plads til hjemmestudie og lange ølnætter i baghaven.
Adam Granduciel flyttede hertil fra Californien for otte år siden og mødte inden længe en langhåret knægt, som han hurtigt fald i hak med både musikalsk og personligt. Knægten var Kurt Vile, og sammen kørte de et musikalsk parløb, indtil Vile forlod bandet i 2008 for at fokusere på sin solokarriere. Slægtskabet er da heller ikke til at tage fejl af på The War on Drugs’ nye album ‘Slave Ambient’, der ligesom Vile giver den klassiske amerikanske sangskrivertradition en bevidsthedsudvidende omlakering.
»Dylan og Neil Young er da mine store forbilleder, men samtidig er jeg en sucker for et godt keyboard-riff«, forklarer Granduciel, der trods arven fra Dylan griber den musikalske skabelsesproces væsentligt anderledes an.
»Da jeg startede var det helt klassisk med at finde på noget med guitaren og så skrive en tekst, men nu arbejder jeg mere med at bygge sangene op af alle mulige mærkelige komponenter«, fortæller han om den karakteristiske lyd. Ind og ud af de klassiske sange svæver lag på lag af forvrængede effekter og drømmende keyboard-temaer, der giver en konstant vekslen mellem melankoli og eufori.
Måske repræsentativt for den kollektive sindstilstand i bandet, der aldrig helt har fået det gennembrud, som vennen Kurt Vile har fået i år. Det lå ellers lige til højrebenet tilbage i 2008, da albummet ‘Wagonwheel Blues’ og ikke mindst singlen ‘Taking the Farm’ skulle bakkes op af en Europaturné som opvarmning for The Hold Steady. De valgte så bare at aflyse, og bandet strandede på kontinentet.
»Det var forfærdeligt, og personligt mistede jeg en masse penge på det, så vi har ikke rigtigt haft råd til at turnere i Europa siden«, fortæller Granduciel, der dog er klar til at tage hul på et euforisk efterår. »Vi ses i København«, slutter han. Og ja, den 20. september på Loppen, hvis alt går som det skal for Granduciel og The War on Drugs.