Vladislav Delay Quartet

Det er ikke altid let at forstå, hvornår noget er ‘eksperimenterende’ elektronisk musik. Specielt fordi et eksperiment jo skal være nyt – men hvordan genkender man et nyt eksperiment? Vladislav Delay har produceret en god mængde elektroniske eksperimenter. Med sin nydannede kvartet går han skridtet videre i en usædvanlig fusion af akustisk og elektronisk musik, ikke blot hvad angår instrumentering, men også hvad angår komposition.

Måden numrene struktureres om rytmerne på er klart ‘elektronisk’ ligesom udviklingernes form: Det langsomme skred i sammensætningen, som efterhånden fører til total forandring. Men det stærke fokus på percussion, samt visse melodiske elementer og ikke mindst brugen af opretstående bas og blæser, bringer musikken i entydig kontakt med moderne jazz.

På ‘Santa Teresa’ spiller en saxofon en kort række naturtoner hen over et langsomt klaprende beat. Naturtonerne danner en ren og forsvindende melodi, som synes at gå forud for enhver form. Selv om instrumenteringen er jazzet, er der alligevel ingen store jazzakkorder.

Andre tracks som ‘Hohtokivi’ er langt mere elektroniske i deres lyd og minder om Delays tidligere eksperimenter, hvor ukendte lyde pulserer piblende af sted i en organisk ubåd.

Generelt er det imponerende så umiddelbart eksperimenterne virker på én. Man får aldrig indtryk af noget fortænkt, der blot forvirrer udtrykket og stemningen. Men dette album er hverken lavet til dans eller afslapning: Du skal lytte aktivt. Og det er måske et tegn på nye eksperimenter.