CS Nielsen

Samsingen ‘Country’ Stig Nielsen synger på sit andet album med en autoritet og overbevisning, der, uden at overdrive, vækker mindelser om en ung Johnny Cash. Det er en kæmpe force i de genrer, som han færdes i – fra country til folkeviser og alt derimellem. For omend det på papiret kan lyde en smule påtaget, at en mand med fødderne solidt plantet i pæredansk muld synger om bomuldsbiller, bisser på hesteryg (‘Black Jack Davey’) og i det hele taget hårde skæbner og liv fra den anden side af kloden, besjæler hans røst sangene med troværdighed i spandevis.

Nielsen bærer albummets ellers nærmest overmodigt højtidelige og regntunge tone fortrinligt på sine brede skuldre. I det lys kan man fint tilgive det Søren Ryge-agtige omslag. Ankepunkterne ligger for undertegnede andetsteds. Vokalproduktionen er ofte på nippet til faktisk at overstyre Nielsens røst, og man savner undertiden en mere fyldig instrumentering. Selvom de mest nøgne stunder, hvor den føromtalte store stemme kun er iklædt guitar er smukke i al deres vand-og-brød-asketiske enkelhed, så sker der noget helt magisk, når rustne banjotoner og en knasende sprød violin for eksempel slår ham følge på den fantastiske ‘Blood of the Lamb’.

Det kunne være interessant at høre, hvordan Nielsen kunne få sine skønne, billedmanende sange til at skinne i bandregi med en regulær rytmesektion i ryggen. Helhedsindtrykket er dog et album, der på fornemste vis showcaser en konkurrencedygtig kunstner i en disciplin, hvor han indiskutabelt er på evig udebane – americanaen.