The xx – stilfærdig fødselsdag

Oliver Sim havde fødselsdag i går. Gaven fra NorthSide? Regn, men et velvilligt publikum, der tog imod trioens minimalistiske udfoldelser og lod fugten bidrage til stemningen af midnats-London.

Koncerten opstillede dog lidt et dilemma, som kommer til at forfølge briterne herfra og til verdens ende. Den hyldede debut har selvsagt sikret The xx en hav af fans, men live føles det alligevel som om, at deres næsten skrigende stilfærdighed, både i kommunikation og musik, hører mere hjemme i en kælder foran 50 mennesker end på en festivalscene.

Læs live-anmeldelse: Justice på NorthSide Festival

The xx gjorde ikke noget galt. Intet. Både Oliver og Romys vokaler fungerede ganske upåklageligt, og henholdsvis guitar og bas legede koncerten igennem med hinanden i perfekt symbiose. Som en midnatsdans mellem to flirtende teenagere, hvor ingen rigtigt tør tage initiativet, men det hele ligger mellem linjerne.

Vi fik således fine udgaver af ’Basic Space’, ’VCR’ og ’Heart Skipped A Beat’, mens Jamie bag diverse pads og maskiner styrede det maskinelle modspil til de to frontfigurers simplificerede ungdomskvaler. Jamies monstrøst tunge bas gjorde selvfølgelig også sit indtog, og ruskede som en mavepuster lidt op i inderligheden.

Læs også: 12 ting du ikke vidste om The xx

Et par nye numre fra trioens kommende plade ’Coexist’ fik vi også. ’Intro’ blev desværre forkortet en smule for at krydse over i hvad der viste sig at være en rent elektronisk magtdemonstration fra Jamie, komplet med steeldrums som man også kender det fra hans soloproduktioner. Ellers gjorde de nye numre desværre ikke så meget væsen af sig. Det virkede for monotomt, for repeterende, og uden samme melodiske udfald, som gør de fleste af numrene på debuten så fængslende.

Oliver proklamerede til slut, at det var »den bedste fødselsdag nogensinde«, men som publikum føltes det en smule uforløst. Det var smukt, men kom aldrig så tæt på, at det rigtigt kunne mærkes. En af The xx’s største styrker er, at de gemmer sig. Både personligt og i deres musik. Men når de står på en festivalscene af denne kaliber bliver gemmelegen simpelthen for upersonlig. Desværre.