Usher
Man kan vist godt tillade sig at sige, at titlen afslører en hel del. Rammerne oser naturligvis af professionalisme og sikkert håndværk, men soulpoppens evige kronprins leder i den grad efter et kunstnerisk ‘jeg’ på sin syvende studieskive i en alder af bare 33 år. Og at løfte den urimeligt tunge poptrone efter Michael Jackson, som mange spåede Usher til at gøre allerede inden mesterens bortgang, synes efterhånden mere og mere vanskeligt.
Den drengede sukkersoul-vokal udføres stadig til noget nær perfektion, og de 14 generelt nydelige, men også lidt blege, tracks serveres med nøjagtig den finafstemte pop-, dance- og soul-fernis, man kunne forvente, når producerholdet tæller navne som will.i.am og Max Martin.
Men når nu præmissen er popmusik i den absolut topklasse, lander Usher godt nok på benene, men uden videre imponerende stilkarakterer. Produktionerne lyder selvfølgelig som en million, men der mangler i den grad bærende hits.
Både på åbneren ‘Can’t Stop Won’t Stop’ (et lån af Billy Joels klassiker ‘Uptown Girl’) og titelnummeret fornemmer man tydeligt det normalt så sikre hitlistesigte, men de sporadiske forsøg på at tilføre lidt tiltrængt kant til projektet, som Rick Ross-besøget ‘Lemme See’, den funkede kastralduet ‘Twisted’ med Pharrell Williams og ikke mindst en temmelig malplaceret A$AP Rocky udgør intet andet end lidt tilfældigt og kuriøst fyld i en temmelig bastant og maskinel popmasse.
Et album der mest af alt bekræfter, at han er her endnu, selv om Usher tilsyneladende har svært ved at finde sig selv.