Ane Trolle

Hvorfor mon der gået så lang tid, før Ane Trolle kastede sig ud i et soloeventyr? Hun har selvfølgelig nok haft travlt med alle sine forskellige projekter, men måske har netop det også skabt en smule forvirring om, i hvilken retning hun skulle gå på egne ben? Trolle er endt med lidt af det hele på sin solodebut, men her er nok mest af den støvede popsensibilitet, som vi husker fra hende og Patos Trolle//Siebenhaar-samarbejde med ’Two Faced’ som et oplagt og iørefaldende eksempel.

Men her er også plads til et tungsind, som ikke har været så udpræget i hendes hidtidige musikalske virke. ’River of Chimes’ har i hvert fald en storbyeftertænksomhed, der minder lidt om Trolles gamle kumpan, Josephine Phillip, og hendes udfoldelser i Darkness Falls.
Trolles største force er som altid hendes meget smukke stemme, som kan tilføre selv de lidt mere middelmådige sange på pladen en livgivende varme. Virkemidlerne er simple men bruges med sikker hånd, og for eksempel ’100 People’ lyder med sin effektive vekselvirkning mellem indfølt vers og brusende omkvæd som et selvskrevet hit eller følelsesladet-tv-serie-øjebliks-soundtrack.

Læs også: Se videoen til Ane Trolles ‘Rooftop’

’The Honest Wall’ er et elegant og modent popalbum, der ikke lefler for lytteren, men uden at det bliver alt for voksent og tørt. Så selv om et par enkelte sats i produktionen ikke havde skadet, så kan den velsyngende Ane Trolle i den grad være sin solodebut bekendt.