Nanome

Navnet er ændret, men lyden er den samme dragende electro-minimalisme, blot mere fuldendt. To år efter Soffie Viemoses smukke debut-ep er hun klar med et fuldt album under navnet Nanome.

Titlen er velvalgt for et album, der på fineste vis sammenvæver de skrøbeligste lyde og mest rørende stemningsbilleder i et stærkt og overbevisende elektronisk lydbillede. Den karakteristiske melodiske melankoli, der er i de disharmoniske elektroniske toner har en nordiskklingende baggrund, virker på én gang tøvende og søgende og samtidig urokkelig målrettet.

Hemmeligheden ligger i kontrasten mellem de forsvindende lette og høje toner, der findes både i Soffies sårbare stemme og de atmosfæriske rumklange, og på den anden side den dybe dystre bas, der som et anker holder alt på plads med en overlegen naturlighed.

Læs også: Top Track: Nanome ‘Plain Talk’

Den uforcerede og dragende komposition kommer især til udtryk på det poetiske titelnummer, hvor netop den ærlige, til tider sensuelt hviskende lyrik bliver dråben, der gør nummeret både smukt og bevægende. Teksterne fylder i det hele taget meget og giver den minimalistiske electronica et strejf af folk, der umærkeligt går hånd i hånd med de organiske sammenfletninger af lyde.

’Plain Talk’ stikker ud som værende mindre melankolsk og mere eksperimenterende med diverse percussion, men stadig på den samme uanstrengte måde, som præger hele denne meget følsomme plade.

På afslutteren, ‘Cave’, slipper Viemose også af sted med autotune, som en anden kvindelig James Blake. Det er smukt og trist, men man har ikke lyst til at forlade hende, når hun synger »let me be in my own cave«.