Mark Lanegan

Mark Lanegan prøver på sit tredje udspil inden for bare to år – et coveralbum –kræfter med Nick Caves ’Brompton Oratory’. Caves original fra mesterværket ’The Boatman’s Call’ pendulerer nådesløst mellem tro og tvivl til tonerne af et Casio-keyboard, lidt maracas og en tung bas – og synes at komme til den konklusion, at menneskelig skønhed vejer tungere end spirituel trøst. I Lanegans version udsættes sangen for lækker orkesterlounge.

Cave-coveret er desværre lidt for symptomatisk: Lanegans gravkammerbaryton er for veldresseret til at finde ind til kernen af sangene, der har flere nuancer end hans behagelige, men noget enstrengede vokal, udtrykker. I sangvalget kommer Lanegan vidt omkring stil- og genremæssigt, men sigende nok reduceres sangene oftest til smagfuld akustisk klimpren eller orkestrale udstyrsstykker.

Lanegan leger ganske givet bevidst med easy listening-elementer, og han præsterer i den forbindelse hæderlige, men ikke-ophidsende udgaver af standards som ’You Only Live Twice’ og ’Mack the Knife’, der synes aldeles rensede for ironi i hans versioner.

Læs anmeldelse: Mark Lanegan Band ‘Blues Funeral’

Han slipper decideret uheldigt fra de mere alternativt-rockede eller rock-avantgardistiske indslag: Hvor John Cales ’I’m Not the Loving Kind’ i originalversionen er hjemsøgt af konfliktstof, er den hos Lanegan som trukket efter en lineal. Den musikalske iscenesættelse er pæn og smagfuld, og Lanegans ulastelige croon ensretter sangens melodilinje frem for at fremhæve spændingen i den.

’Imitations’ er som en karaokesession med en sanger, der lidt for selvsikkert stoler på, at hans røst kan oplyse alt. I bedste fald er der tale om velment tidsfordriv, og som sådan er niveauet acceptabelt.

Han slipper decideret uheldigt fra de mere alternativt-rockede eller rock-avantgardistiske indslag: Hvor John Cales ’I’m Not the Loving Kind’ i originalversionen er hjemsøgt af konfliktstof, er den hos Lanegan som trukket efter en lineal. Den musikalske iscenesættelse er pæn og smagfuld, og Lanegans ulastelige croon ensretter sangens melodilinje frem for at fremhæve spændingen i den.

 

’Imitations’ er som en karaokesession med en sanger, der lidt for selvsikkert stoler på, at hans røst kan oplyse alt. I bedste fald er der tale om velment tidsfordriv, og som sådan er niveauet acceptabelt.