Roskilde Festival-aktuelle Jamie xx var i går gæst hos talkshowet ‘Late Night with Seth Meyers’ for at optræde med ‘Loud Places’ fra hans fremragende solodebut ‘In Colours’.
I selvsikker stil indtog Jamie scenen sammen med vennerne Romy Croft og Oliver Sim fra The xx, ligesom trommeslager Stella Mozgawa fra Warpaint havde sneget sig med for at slå på tønder til den bittersøde hymne. Der blev virkelig kælet for detaljerne ved gårsdagens optræden, hvilket et fuldt gospelkor understregede på ‘Loud Places’ himmelske omkvæd – og hvis man kigger godt efter, kan man spotte Savages’ Jehnny Beth og den norske sangerinde Okay Kaya som en del af koret.
Jamie xx spiller lørdag nat på Roskilde Festival Apollo-scene, men kan også opleves i mere intime omgivelser, når han den 1. november giver koncert i Store Vega.
Læs også: Party time: Jamie xx og fem andre navne der bringer festen til Roskilde Festival