1. Liss ‘Miles Apart’
De unge Liss-knøse udgav i denne uge deres ventede debut-ep ‘First’ og benyttede samtidig anledningen til at dele en dugfrisk musikvideo til nummeret ’Miles Apart’. Den håndspillede og funky r’n’b er ikke til at tage fejl af på singlen, der ligesom sine forgængere ruller på en stram og groovy rytmevogn, som pierces elegant af Søren Holms altid forførende staccato-vokal. Det kan godt være, at lyrikken kredser om en vis distance mellem to personer, men mon ikke denne danseindgydende sang kan samle én eller to stykker til en svingom henover sommeren.
2. Chance the Rapper ‘Same Drugs’
Som Chance allerede har tweetet handler ‘Same Drugs’ ikke om stoffer, men om forholdet til en gammel veninde, som med tiden er falmet som et polaroid. Det er en eftertænksom og ekstremt sart rap-ballade, der skydes til rørende højder med bobbende piano og nogle virkelig fine strygere.
»Don’t you miss the days, stranger? / don’t you miss the days? / don’t you miss the danger?«
‘Same Drugs’ og resten af ‘Coloring Book’ kan høres via Apple Music.
3. Jamila Woods ‘Heavn’
Fra Chance og direkte videre til Jamila Woods, der fik et mindre gennembrud som den guddommelige omkvædssangerinde på Donnie Trumpet-singlen ‘Sunday Candy’. Woods fra Chicago synger også på ‘Blessings’ fra Chances nye ‘Coloring Book’, men ‘Heavn’ er titelnummeret fra hendes kommende debutalbum, som skulle udkomme senere på året. Hun inkorporerer både The Cure (lyrik) og The Roots (beat), men lige nu og her er det hendes vokal, som stråler af potentiale som et tæppe af rendyrket kærlighed.
4. Father John Misty ‘Real Love Baby’
Tidligere på ugen fik vi pludselig den fornøjelse at modtage en sang ud af det blå fra storcharmøren og troubadouren Father John Misty. Den ganske vist lidt banale, men ikke desto mindre ganske cool sang trækker fluks humøret op i feelgood-enden og indbyder med klassiske 60’er-reminiscenser til håndklap og hoftevrid. Det er lige før, man fornemmer en smule gospel her også, men ’halleluja’, det er vel sommer.
Hør resten af ugens Top Tracks på næste side.
5. Sampha ‘Timmy’s Prayer’
Det er direkte ærgerligt, at britiske Sampha ikke har brugt sin stemme mere. Hans bløde, seriøse soul-stemme har præget stærke numre fra SBTRKT, Drake og Kanye West, men ikke siden 2013-ep’en ‘Dual’ har han udgivet en samling sange i eget navn. Stemmen har han dog stadig, og ifølge en besked på hans Facebook er singlen startskuddet på et nyt kapitel med meget mere musik.
6. Banks and Steelz feat. Ghostface Killah ‘Love + War’
Musikverdenen byder på en del celebre og umage par lige for tiden, men det kreative joint venture mellem Interpol-sangeren Paul Banks og Wu-Tang Clans RZA har faktisk allerede været et par år undervejs. Nu ser duoens første single ’Love+War’ dagens lys, og det er på en temmelig heftig manér. Banks’ mørke vokallinjer bliver elektriske sammen med det hårde hiphop-beat, og det skorter ikke på drama i den vederstyggelige billedside, der skildrer en tortur-scene i et dunkelt varehus, hvilket uden tvivl vil få Tarantino-fans til at spidse både ører og øjne.
7. Inga ‘Infinity’
Sam Gendels soloprojekt Inga er netop kommet i stald hos det velrenomerede pladeselskab Terrible Records og har netop sluppet den musestille ’Infinity’. Der er noget kyskt og eksistentielt over den måde Gendel plukker på sine guitarstrenge, mens han messer »infinity« i en nærmest meditativ uendelighed. Ikke helt ulig José Gonzáles væver Inga en lille perle frem, som nok bedst høres om morgenen, snarere end om natten.
8. Clams Casino ‘Blast’
Clams Casino slog igennem i starten af 10’erne med nogle stærkt fascinerende beat-mixtapes, der samlede slørede lydlandskaber, han blandt andet havde kreeret til Lil B. Et frugtigt samarbejde med ASAP Rocky på rapperens første mixtape og album fulgte simultant, men siden ‘Instrumentals 3′ fra 2013 har det været lidt stille om produceren. Det bliver der lavet om på med det kommende debutalbum ’32 Levels’, som ‘Blast’ er en kort, mørk og ulmende forsmag på. Det skal blive spændende at se, hvad han finder på over et helt ‘officielt’ album.
Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Apple Music HER og via Spotify HER.