Croatian Amor hylder melankolien i stillestående synth-mood board
Det første rungende og computermanipulerede vokaltrack, ’An Angel Gets His Wings Clipped’, fra Loke Rahbeks nyeste album som Croatian Amor, har været ude at svæve på sine stækkede vinger et stykke tid.
Med gådefulde syntheksperimenter tilsat højpandede, konceptuelle udgivelseshappenings, har Posh Isolation-frontmanden længe floreret i danske såvel som udenlandske lydkunst-sammenhænge og tegnet sit downtempo-alias Croatian Amor skarpt op fra de mere iørefaldende projekter som Vår og Lust for Youth. Nu følger resten af det 37 minutter lange studiealbum i samme fugleflugtslinje efter den baskende ambient-engel, som et studie i klaustrofobiske og underspillede lydinteraktioner.
Der har altid været noget klosteragtigt over de støbejernstunge støjflader og ekkoer, som Rahbek pansrer sig med. På ’Love Means Taking Action’ synes de dog mere sammenløbende ensformige end tidligere, hvilket måske skyldes den totale mangel på harmoni gennem pladens første tredjedel.
Men hvor synthesizeren selv bliver nærmest hutteklædt, artikulerer en omtåget kvindestemme sig dog tydeligt vej ud under hætten i lange, atonale monologer hen over instrument-mumlen. De skiftevis fritstående og effektpåvirkede vokalsamples skaber en snærende, lige så ukomfortabel blottethed, som man også har brug for som lytter for at kunne dechifrere numrene klart fra hinanden.
Rahbek bruger menneskelige associationer og susende reallydskomplekser, som om han ønsker at tage gruppen af lyttere med sig på rumrejse, midt ud i universet for at udvide et sort hul. Først med diskussioner og besværgelser, senere med science-fiction-agtigt lydværktøj eller de bare næver. Selve den omklamrende, øresønderrivende stilhed er også et element af hans repetoire.
Når en melodisk, human tone på ’Octopus Web’ bliver slået an helt a la When Saints Go Machine, som en hajfinne hen over albummets grumsede, blikstille dyb, og dernæst efterfølges af ’Nadim Calls Emercency II’’s træfsikre tangenter, etablerer Croatian Amor en virkningsfuld og hjerteskærende længsel i lytterbrystet.
Det er på én gang noget utilfredsstillende og effektfuldt i at forstrække dette melankolske, tonalt anarkistiske mood board. Men efter selve titelnummerets decideret rørende trommemaskineforløsning lades man alligevel alene tilbage med en fornemmelse af iltfattig tomhed foran en muteret kompositionssump, snarere end i den klassiske tragedies renselse.
Kort sagt:
Man forstår, at multiinstrumentalisten Loke Rahbek må have brug for en udslusningskanal til sine ekspansive, diskrepansprægede lydcollager i kontrast til den mere rytmebaserede postpop. Men man savner alligevel, at elementer fra disse, lige så autentiske og selvsikre universer, kunne blive brugt mere gennemslagskraftigt, som tidligere i hans Croatian Amor-udspil.