Stjerneskuddet: Saveus
Orange Scene skal åbnes af Martin Hedegaard & Co., der oven på en imponerende koncert på Roskildes Countdown-scene for to år siden er rykket til den store liga. De har netop udgivet et solidt debutalbum, og de fik alle op på stikkerne, da de spillede på årets Spot Festival. Hedegaard er på papiret definitionen på en ideel Orange-åbner, nu skal de bare leve op til ansvaret.
Orange Scene, kl. 18.00
R’n’b-festen: PartyNextDoor
Siden r’n’b-crooneren PartyNextDoor i 2013 var den første til at komme med på Drakes OVO Sound-label, har hans karriere godt nok taget fart. Nu har han fået den store (og lettere utaknemmelige) opgave at erstatte megascoopet Cardi B, der har termin under festivalen og derfor blev nødt til at aflyse sin koncert. Canadierens nyeste album ‘P3’ skaber et smukt, følsomt mørkeunivers, og han har for nylig leveret en af sine bedste, mest sårbare præstationer nogensinde som gæst på Kanye Wests ‘Ghost Town’. Vi håber og tror, at han kan rette op på den skuffende opvisning i DR Koncerthuset tidligere i år.
Arena, kl. 18.00
Du går nynnende fra: St. Vincent
St. Vincent har som få andre nyere musikere mødt adskillige sammenligninger med David Bowie: Hendes musik er ambitiøs, artistisk, fuld af indlevelse, farve og personlighed – og ikke mindst er den vanvittigt catchy. Det har hun egentlig altid været – hør blot ‘Cheerleader’, ‘Digital Witness’ eller ‘Cruel’. Der skal dog ikke herske tvivl om, at hun med sit nyeste album ‘Masseduction’ for alvor har omfavnet sit talent for fængende melodier, og på sange som ‘Pills’, ‘Los Ageless’, ‘New York’ og ‘Fast Slow Disco’ beviser hun smukt, at man sagtens kan skabe skønne lydbilleder med stærke popmelodier.
Arena, kl. 20.30
Giraffen: Eminem
Roskilde Festival booker nogle af verdens største kunstnere, og nogle gange booker de så kunstnere i en sådan liga, der bør pirre nysgerrigheden hos alle, selv hvis man er skeptisk anlagt – man skal vel som det mindste lige se giraffen.
Sådan en kunstner er Eminem. Selv om han lige har udgivet sit måske værste album nogensinde, er han uden sammenligning det største og mest omtalte navn på årets Roskilde-plakat. Og det er jo ikke uden grund: Han er en af de bedste og mest succesfulde hiphopartister nogensinde. Der er to sider af Eminem-koncerten – som vores Standard-værter også får diskuteret – men han skal altså ses.
Orange Scene, kl. 22.30
Den sikre fest: The Blaze
The Blaze er ikke blot dygtige housemusikere – duoen er også filminstruktører, og de har instrueret alle deres egne (desuden mesterlige) musikvideoer.
Det bør derfor sige sig selv, at de kan finde ud af at instruere et crowd, og vi kan roligt regne med at blive instrueret til at holde en af de større fester i næsten hele programmet. Dette gør The Blaze ikke kun med musikken, de gør det også med et visuelt show, der i modsætning til de fleste housekoncerter ikke består af animationer, men derimod deres egne kameraoptagelser.
Apollo, kl. 00.00
Ro i sjælen: Charlotte Gainsbourg
Charlotte Gainsbourg udgav sidste år det mesterlige album ‘Rest’, og rest (altså hvile) er da også lige præcis det, man kunne have brug for efter en hektisk onsdag på det store koncertområde. Gainsbourg mestrer både iørefaldende popæstetik og dybdegående følsomhed, når hendes rige soniske palette slår sig hen over lytteren, og man kan let forestille sig, at hun vil tryllebinde publikum. Så få ikke din hvile ved at gå hjem og sove i din lejr – få den med Charlotte Gainsbourg under Avalons smukke teltdug.
Avalon, kl. 00.00
Skriget fra dybet: Nine Inch Nails
Hvis du dog ikke er udmattet endnu, så trænger du måske til nogen, der kan tage pusten fra dig. Det kan Trent Reznor og resten af Nine Inch Nails uden tvivl, når de indtager Arena med deres seneste minialbum ‘Bad Witch’ i ryggen. Der vil være både metal, rock og elektronisk musik i løbet af koncerten, hvor Nine Inch Nails disker op med det mest hektiske, mørkeste og mest intense fra deres rige bagkatalog, der strækker sig helt tilbage til slut-80’erne.
Arena, kl. 00.30
Læs også: Spoiler alert: Det kan du forvente til Eminems koncert på Roskilde Festival