Roskilde Festival: St. Vincents bombastiske forførelsesshow

St. Vincent er ikke for fastholdere. Som den overlegne sangskriver og instrumentalist Annie Clark er, kan hun ramme sin lytter i det melodiske sweetspot, når hun vil, men hun vil mere end bare underholde.

Hendes koncert på Arena var et sansebombardement af blitzkrieg-lys fra LED-skærmene, popkulturelle referencer, konceptuel performance og abstrakte videofilm. Et bombastisk og glitret forførelsesshow, hvor den 35-årige amerikaner iscenesatte sig selv med syleskarp frisure, rød lakkjole, høje hæle og hele vejen igennem var i total kontrol, men vel at mærke også med overskud til at være til stede i nuet.

Eksekveringen af setlisten, der primært var baseret på sidste års ’Masseduction’, var perfektionistisk detaljedyrkende, men den konstante battle mellem det kunstige, autentiske, opstillede, kalkulerede og symbolske gav samtidig koncerten et legende præg. Det kom ikke mindst til udtryk i hendes ekstremt virtuose guitarspil, der brød sangene op og farvede og forvrængede melodierne, når hun ikke tonsede af sted på riff-ekskursioner, der kunne gøre Led Zeppelin og Pink Floyd hårde i læderbuksen.

Højdepunkterne var mange, heriblandt ’Los Ageless’ med det suveræne, popeuforiske refræn, en bastant pumpende ’Pills’ og ’Cheerleader’s olme grunge-manerer med stadionrocket forløsning i omkvædet.

Og så fik nærværet et ekstra hak op, da hovedpersonen til slut droppede maskespillet, trådte ned fra sit podie og slog sløjfe på en overlegen koncert med balladerne ’New York’ og ’Happy Birthday, Johnny’.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival