Brockhampton wrestler med det celebre livs kvaler på ’Iridescence’
Irisering: Det perlemorsagtige, flydende farvespil, som udfolder og transformerer sig i blandt andet sæbebobler og spildt benzin afhængig af vinklen, man observerer det fra. Om så man satte en hel dag af til det, ville man næppe komme på en bedre titel til Brockhamptons fjerde album.
For i sidste ende kredser ’Iridescence’ om forandring.
Ikke blot lyd- og temamæssigt, men også infrastrukturelt: Tilbage i maj tog kollektivet den yderste konsekvens af, at Ameer Vann – hjørnestensrapperen, der lagde ansigt til alle tre ’Saturation’-covers – var blevet beskyldt for seksuelt misbrug ved ganske enkelt at smide ham på porten. Beslutningen om hans exit udviste eksemplarisk handlekraft fra Kevin Abstract og co., men efterlod dem også med lidt af et tomrum rent kunstnerisk. For hvem skulle erstatte Vanns afventende flows og karakteristiske baryton?
Ingen, fristes man næsten til at sige. Vanns fravær gør nemlig plads til, at resten af kollektivet tildeles større kreativt spillerum. I hvert fald langt hen ad vejen.
Tag for eksempel Dom McLennon, der tager pokalen for albummets måske bedste vers på ’Honey’ med »When you underground they gon’ only try to undermine / use the track as a gymnasium to get into the stadium / you couldn’t match my alien, I’m glowing like uranium«, mens gruppens trofaste barde Bearface faktisk får lov at rappe på ’Berlin’ og ’J’Ouvert’.
På den anden side betyder det også, at andre medlemmer skrumper. Merlyn Woods excentriske indspark har eksempelvis hverken samme punch eller taletid som tidligere, men det skyldes også albummets subversive lydpalet, der er ufattelig mættet i sig selv.
Flere af beatsene fra producerbrigaden bestående af Romil, Kiko og Jabari er nemlig industrielt kværnende basdroner, der på tracks som åbneren ’New Orleans’, ’Berlin’, ’District’ og ’Vivid’ næsten slår buler på størrelse med Death Grips’ lyd. Og i forsøget på at fylde produktionerne ud ender lyrikerne oftest i skingre, skrålende eller monotone leveringer, der mangler noget af den velproportionerede synergi, som eksempelvis gjorde ’Saturation II’ til et mesterstykke.
Alligevel skal der væsentlig mere til for at forpurre ’Iridescence’. Et af Brockhamptons store trækplastre har alle dage været gruppens frygtløse tematikker, der denne gang primært wrestler med det celebre livs kvaler.
For med en nyerhvervet pladekontrakt med giganten RCA følger velpolstrede lønninger, men også massivt pres og sensationsjournalistik, som Kevin Abstract begræder på lukkeren ’Fabric’: »Why the hell the BBC only write about me / when it comes down to controversy?«.
Den forslåede tråd viderebroderes på den lighteroplyste ’San Marcos’, hvor akustisk guitar kurrer side om side med Bearfaces bittersøde vokal, mens Jobas vers om selvmordstanker og forandring bløder over i et smukt bidrag fra London Community Gospel Choir, der storladent gentager »I want more out of life than this«. Også ’Tonya’ lægger sig i denne eksistentielle rille med bekendelser fra Abstract, der sammenligner sit liv med den semibiografiske film ’I, Tonya’ om den skandaleombruste skøjteprinsesse Tonya Hardings fald fra tinderne i 90’erne.
’Iridescence’ giver sommetider indtrykket af, at alting er slut for Brockhampton. Men så husker man på, at livets modgang er deres primære kreative brændsel, og at kollektivet heldigvis har flere album til at finde åndelig såvel som kunstnerisk frelse. For som der står på bagsiden af albummets fysiske cover, er ’Iridescence’ blot første del af gruppens nyanlagte trilogi, der (måske sarkastisk?) hedder ’The Best Years of Our Lives’.
Kort sagt:
Brockhamptons fjerde album og første efter Ameer Vanns exit åbner op for mere kreativt spillerum til resten af de tilbageværende medlemmer, hvor nogle vokser med opgaven, mens andre skrumper lidt ind. Tematikken om det nu celebre livs kvaler sikrer et højt bundniveau, men gruppens før så velproportionerede synergi lider lidt overlast i svinget mod en industrielt kværnende lydpalet, der ikke står lige godt til alle medlemmer.
Læs også: Kom i godt humør med Brockhamptons hjertevarme video til ‘San Marcos’