Rammsteins første album i ti år rummer både ypperligt maskineri og flad fadølsrock
I 2009 udgav Neue Deutsche Härte-ikonerne Rammstein albummet ‘Liebe ist für alle da’. Det var endnu et stykke fint, effektivt håndværk, der dog ikke divergerede nævneværdigt fra Rammsteins efterhånden veletablerede formel. Det mest markante ved albummet var nok egentlig, at det blev fulgt af den længste pause i bandets karriere.
Knap ti år er gået siden da, men hypen omkring Rammstein er ikke døet hen, ikke mindst fordi de er blevet ved med at være et eftertragtet livenavn. Derfor har deres nye album (der ikke har nogen titel) en del forventninger at leve op til. Forventninger, der ikke nødvendigvis er særlig realistiske. For med alle de års pause er der folk, der går og drømmer om endnu en ‘Mutter’ eller ‘Sehnsucht’.
Rammstein lyder dog desværre som om, de kører på autopilot på dette nye album. Heldigvis er det en ganske velolieret maskine, der på de bedste numre fungerer upåklageligt. Førstesinglen ‘Deutschland’ er eksempelvis en ypperlig komposition, der sagtens kan konkurrere med tidligere hits – omend det måske er et lige lovligt billigt greb at referere ‘Du Hast’ lige fra første linje. Og i det hele taget har bandet stadig forstand på at levere slagkraftige melodiske og sproglige vendinger, der transcenderer det tyske sprog, de bliver sunget på.
De skarpeste numre er desværre blevet samlet meget grundigt omkring starten af skiven, og som albummet skrider fremad, føles hvert nummer mindre gribende end det foregående. Hvor indledende numre som ‘Radio’ og ‘Ausländer’ er konfrontatoriske, dynamisk spændende og øjeblikkeligt inficerende, er senere numre som ‘Was Ich Liebe’ og ‘Tattoo’ træge og uinspirerede – det, der endelig måtte virke for dem, er mest af alt den solide Rammstein-formel, som de trods alt også har til fælles med resten af diskografien.
Till Lindemanns vokal er noget af det eneste, der er mærkbart anderledes fra tidligere Rammstein-udgivelser. Mest af alt fordi den tit lyder rædselsfuld. Det lyder fint, når musikkens bombast først går i gang, men på de nedbarberede momenter lyder han utilgiveligt dårligt. På ‘Puppe’ er det tydeligt et bevidst valg, at hans stemme skal lyde nedslidt (ikke at han lyder bedre af den årsag), men også på ‘Was Ich Liebe’, ‘Diamant’ og ‘Weit Weg’ lyder han virkelig ikke godt.
Det operatiske afslutningsnummer ‘Hallomann’ er et af de få numre, der rammer stærkt uden at ty til den helt klassisk pumpede Rammstein-lyd. Der er end ikke særlig meget elektronisk til stede på det nummer. Den og de fire stærke indledende tracks gør, at de fleste Rammstein-fans nok skal kunne finde noget på albumet, der tiltaler dem. Men jeg har svært ved at forestille mig, at den flade fadølsrock på ‘Sex’ og ‘Tattoo’ eller den ulidelige, overfladiske melankoli på ‘Was Ich Liebe’ og ‘Diamant’ om ti år vil blive husket som fanfavoritter i det store Rammstein-katalog.
Kort sagt:
Rammsteins ubetitlede album har uden tvivl en fin bunke højdepunkter, men en stor del af tracklisten føles træg og uinspireret, når den veksler mellem flad fadølsrock og ulidelig melankoli. Dertil synger Till Lindemann simpelthen ikke nær så godt, som han plejede at gøre.