Mange havde sat næsen op efter at kunne fortsætte nytårsfesten til langt ud på morgenen med Branco og Gillis fællesalbum, ’Euro Connection’, men det blev desværre udskudt. I stedet bliver albummet, ifølge Brancos Instagram, udgivet 5. februar.
Det bliver den første rigtige smagsprøve på, hvad 2020 kommer til at lyde af, og selv om Gilli ikke er med i teaseren, har vi spået om en ny subgenre fra hans hånd i 2020. Hvis man skal dømme efter lyden fra den et minut lange video, Branco har delt i dag, er det en køretur rundt i Europa med et bombastisk lydtapet.
Helt så eksotisk er videoen dog ikke, der viser en alvorlig Branco i gang med en intens bordfodboldkamp. Heldigvis er der dog et kort billede af ham på den nærmest patenterede jetski til sidst i videoen.
I teksten på Instagram skriver Branco ’Money Move$’, som formentlig er titlen på sangen. Europa bliver også sat i centrum i sangteksten, hvor Branco fortæller om sin tyske bil: »Du kan fange mig i Paris eller Italy«.
’Money Move$’ peger umiddelbart mere tilbage på lyden af Brancos soloalbum ’Baba Business’, og det bliver spændende at høre, om der kommer til at være en skarp opdeling mellem Gilli- og Branco-sange på ’Euro Connection’. Eller om det bliver en gennemgående fælles indsats.
Efter den house-baserede single ’Verden vender’ er det umuligt at forudsige, hvordan helheden kommer til at forme sig, men ’Money Move$’ må sige at aflive håbet for de fans, der havde glædet sig til den rendyrkede eurodance-plade.