10 potentielle hovednavne, der stadig har tid i kalenderen til de danske festivaler

Landets mange festivalplakater tager så småt form, men der er stadig plads til flere headlinere over næsten hele linjen. Vi har gransket turnéplaner og internationale festivalprogrammer og fundet ti kunstnere af hovednavnstørrelse, som både har plads i kalenderen og er i nærheden af Danmark til sommer.
10 potentielle hovednavne, der stadig har tid i kalenderen til de danske festivaler
Kendrick Lamar i New York. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Billie Eilish

Siden hendes koncert på Tinderbox sidste år, er 18-årige Billie Eilish gået fra at være verdens mest hypede popmusiker til muligvis at være genrens allerstørste stjerne. Endnu en Tinderbox-visit er naturligvis så godt som udelukket, og hun er i Syd- og Nordamerika til og med 18. juni, så både Heartland og NorthSide kan vi skyde en hvid pil efter.

Men hendes kalender har stadig plads til, at hun smutter forbi Roskilde – eller måske endda Smukfest. Eilish er i Europa hele juli, men har stadig ingen planlagte shows, mens disse to danske festivaler løber af stablen.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. The Strokes

The Strokes udgiver nyt album til april, og i den forbindelse rejser de rundt i Europa hele festivalsæsonen. Det amerikanske rockband har stadig mange huller i kalenderen, så alle danske festivaler af nævneværdig størrelse og profil kan komme på tale. Lad os bare sige, at det virker meget sandsynligt, at vi får Julian Casablancas og co. at se på én eller anden dansk festival til sommer.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Kendrick Lamar

Rygterne om et nyt Kendrick Lamar-album svirrer i disse måneder, og ganske passende er han også på europæisk festivalturné til sommer. Hans odds ser dog mere ujævne ud. For det første står hans turné lige nu til først at starte i slutningen af juni – det får NorthSide til at virke usandsynlig (og i forlængelse deraf Heartland, men det var vel aldrig en mulighed).

Derudover er to ud af tre Tinderbox-dage optaget af andre skandinaviske shows, så 26. juni er den eneste mulighed for Tusindaarsskoven. Under Roskilde Festival er kun 2. juli ledig. I slutningen af juli tager han til Canada, så endnu et Smukfest-visit skal vi nok ikke regne med.

Der er altså blot to dage som muligheder, hvis vi skal have Kendrick på besøg på en dansk festival. Men det er da bedre end ingenting. Vi krydser fingre.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Suspekt

Suspekt er særligt interessante, fordi de netop ikke har annonceret nogen festivalshows endnu – blot fire arenakoncerter i slutningen af året. Det ville være ganske underligt, hvis de ikke spillede numrene fra deres fremragende nye album ‘Sindssyge ting’ live inden da.

En række festivalkoncerter over sommeren virker ret sandsynligt, men spørgsmålet er, hvor vidt Alberslunds-trioen har tænkt sig at komme omkring.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Lana Del Rey

Jovist, Lana Del Rey var på Tinderbox sidste år, men oven på mesterværket ‘Norman Fucking Rockwell’ håber vi inderligt på endnu en tur forbi Danmark.

Lana har godt nok lige aflyst en række koncerter i februar og marts grundet sygdom, men hun skulle med egne ord være tilbage på benene efter en måneds hvile (doktorens anbefaling). Så der burde være god tid til at komme i form til sommer, hvor hun allerede har flere europæiske festivaler på programmet.

Vi tvivler selvfølgelig på endnu en omgang Tinderbox, men både Heartland, NorthSide og Roskilde ser ganske mulige ud.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Bad Bunny

Bad Bunny er verdens allerstørste navn inden for latintrap og reggaeton. I 2019 var han sågar den femtemest streamede kunstner på Spotify. Det gigantiske latinfænomen er stadig ingenlunde nær så populær i Danmark, som han er i lande med flere spansktalende indbyggere – men enhver stjerne af hans størrelse bør vel være headliner-materiale på de fleste festivaler. Og så ville han være et gigantisk scoop, idet han aldrig før har været i Danmark.

Han har umiddelbart lidt plads i kalenderen uanset hvilken festival, der skulle have interesse – men især omkring Roskilde er der et pænt hul i hans turnéplaner.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ASAP Rocky

Hvis man lige var i tvivl om, at Tinderbox havde et suverænt lineup i 2019, er vi nået til det fjerde navn på denne liste, der i sommers gæstede Tusindaarsskoven (Suspekt var også et smut i Odense).

Vi stryger derfor selvsagt Tinderbox fra listen over danske festivaler, ASAP Rocky kunne kigge forbi i år. Han står også i skrivende stund til først at starte sin europaturné i juli, så vi tvivler på, at han vil udvide den en hel måned bagud, så han kan kigge forbi Heartland eller NorthSide. Roskilde og Smukfest virker til gengæld begge som gode muligheder for den amerikanske hiphopstjerne. Han har ganske vist meget travlt i Roskilde-dagene, men han burde være i stand til at klemme et show ind.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Foo Fighters

Til sommer drager Foo Fighters på jubilæumsturné, da deres selvbetitlede debutalbum kan fejre 25 år. Første del af deres nordamerikanske turné slutter sent i maj, hvorefter de tager til Europa for først at vende snuden mod Canada i slutningen af juli. Det udelukker så Smukfest, men derudover kan alle konkurrenterne komme på tale.

Blandt den lille håndfuld europæiske shows, bandet indtil videre har annonceret, er der ingen, der overlapper med en større dansk festival (med undtagelse af en enkelt dato oven i Copenhell, hvor de vel også er en tand for bløde).

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. James Blake

Jovist, den kære hr. Blake skal spille i K.B. Hallen til april, men det udelukker bestemt ikke en dansk festivaloptræden. Englænderens europaturné står lige nu til at rundes af i slutningen af april, hvorefter han smutter på et kort visit til USA.

James Blake har dog også annonceret et par europæiske festivalshows i juli, så endnu en tur til Danmark kan altså sagtens komme på tale. Tinderbox og Roskilde ligner umiddelbart de mest oplagte kandidater, idet NorthSide og Hertland nok er for tidligt, og Smukfest er for sent.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. BTS

Danmark er ikke fattig på fans af K-pop, men koncertlandskabet savner godt nok besøg fra genrens store navne. Det vanvittigt populære boyband BTS turnerer til sommer verden rundt, og i starten af juli lander de i Europa.

Roskilde Festival er absolut den eneste danske festival, der passer ind i deres travle program, hvor de både runder Nordamerika og Japan, mens de andre danske festivaler er i gang. Det ville godt nok være en milepæl, hvis Roskilde som de første førte K-pop ind på det danske festivallandskab.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bonuspunkt: Sorry, Rage Against the Machine kommer altså ikke

Tro os, vi er lige så glade for Rage Against the Machine genforening som alle andre. Men vi vil altså også forholde os til virkeligheden. Og virkeligheden er, at bandet først drager mod Europa i slutningen af august – efter alle store danske festivaler er forbi.

Ja, folk har påpeget, at der i tiden omkring Roskilde og Tinderbox er et to ugers hul i deres turné, og det samme gælder for den sags skyld tiden omkring Heartland og NorthSide. Men se det i øjnene: De flyver ikke til Europa i en uge for så øjeblikkeligt at tage tilbage til USA. For så at vende tilbage til Europa senere på sommeren. Det kommer bare ikke til at ske…

Hvis kunstnerne på denne liste ikke skulle være spændende nok for dig, er her en håndfuld øvrige store navne, der også er ganske sandsynlige headliners på tværs af den danske festivalsommer:
Beck
The Chemical Brothers
Disclosure
Haim
The Killers
My Chemical Romance
Pet Shop Boys
Pixies
Red Hot Chili Peppers
System of a Down
The Who

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af