The Minds of 99 fortæller hele deres historie i ny podcast-serie

The Minds of 99 fortæller hele deres historie i ny podcast-serie
The Minds of 99.

I løbet af de seneste syv år har The Minds of 99 revolutioneret den danske musikscene – da vi i slutningen af 2019 lavede et større tema om de snart forgange 10’ere, kårede vi gruppen til årtiets vigtigste danske rockband.

The Minds of 99’s har selvfølgelig givet masser af interviews siden deres spæde start, men nu fortæller de hele historien om bandet. Det sker i P3-podcasten ‘Hvem er…?’, som tidligere har fortalt historien om Volbeat, Hugo Helmig og Hans Philip.

Pelle Peter Jencel er vært på ‘Hvem er The Minds of 99’, som over fem afsnit byder på interviews med bandmedlemmerne Niels Brandt, Anders Folke Larsen, Asger Wissing, Jacob Bech-Hansen og Louis Clausen samt det tidligere bandmedlem Mikkel Bech-Hansen.

De fortæller blandt andet om, hvordan bandet er vokset op sammen, om deres første koncert, aftalte dogmer for at bibeholde udtrykket som punkband, internationale pladekontrakter, svampetrip, det at miste et medlem, Orange Scene og ikke mindst tankerne bag den vilde beslutning om at spille i Parken – som bare det andet danske band i historien.

Alle fem afsnit af podcasten ’Hvem er The Minds Of 99’ er ude nu – lyt med på dr.dk.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af