FARVEL TIL 10’ERNE. Da The Minds of 99 en forårsaften i 2014 spillede koncert på ’selveste’ Plænen i Tivoli til den hedengangne vækstlagsfestival Offspring, var vi her på Soundvenue lidt skeptiske.
»Scenen er gigantisk at fylde ud, og pladsen foran enorm. Specielt når man som The Minds of 99 ikke engang har udgivet et album endnu«, lød det i vores trestjernede anmeldelse.
To uger senere udgav Niels Brandt og co. deres selvbetitlede debutalbum. Året efter åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival.
Her fem og et halvt år efter koncerten på Plænen, på tærsklen til et nyt årti i dansk musik, får linjerne mig således til at trække på smilebåndet. Ikke så meget på grund af anmeldelsens sunde forbehold over for et ungt, relativt uprøvet band. Men fordi The Minds of 99 som ingen andre danske bands i 2010’erne har manifesteret sig som et livenavn. På konfettikanon-måden, vel at mærke. Stadionmåden.
The Minds of 99 var dengang i 2014 endnu bedst kendt for den overraskende P3-fuldtræffer ‘Det er Knud som er død’, og spørgsmålet om, hvorvidt den uregerlige showpony kunne flere tricks, klæbede til bandet. Året før havde de vundet Karrierekanonen og det ’skræddersyede talentudviklingsforløb’, der følger med. Det sympatiske talentprogram har uden tvivl hjulpet bandet på vej, men lur mig, om de dengang seks barndomsvenner ikke havnede på Tivolis store scene, fordi Brandt ville derop.
Liveband for folket og de få
Udover det åbenlyse talent i den originale, dansksprogede postpunk har The Minds of 99 fra start markeret sig med en stålsat vilje til at spille sig opad i det trange danske musiklandskab. The Minds of 99 er ikke ’kun’ en lyd, et univers, der spilles frem og smedes sammen i et studie. De er i høj grad deres koncerter, for det er her, i samspil med publikum, at de rastløse sange om at være på ufrivillig prøve i livet bliver omsat til en reel energi og giver den store fanskare en følelsesmæssig og fysisk rusketur, der kan inspirere dem til at gå ud og være nogen fremfor noget.
Gør det så The Minds of 99 unikke som rockband, at de kan og vil deres live-ting? Well, få andre herhjemme har fra karrierens start hægtet sig fast i både festivalprogrammer og spillesteder som Brandt og co. I sommer gav de koncert på Smukfest for syvende år i streg, og til november spiller de deres største show nogensinde i Royal Arena. Koncerter for hele familien Danmark, der sidestilles med små gigs på lokale buler, fra Stengade 30 i København til Gæstgiveren på Bornholm – på krykker eller ej.
The Minds of 99 er nemlig mange ting. De er postpunk, DIY-attitude og politisk indignation. Som når Brandt i interviews skråsikkert forbander kassetænkning, ’institutionens tidsalder’ og ordet fremtid, imens han pulser den ene smøg efter den anden. Men de er også fællessang, folkelighed og kommerciel appel. Darlings hos P3 og Danish Music Awards side om side med Lukas Graham og Marie Key.
Således placerer bandet sig i samme paradoksale ringhjørne som Mø, der ligeledes har brygget sin popmusik på punkens paroler blot for at se den få vokseværk og sprænge de stolte, men snævre ideologiske rammer. Og nu forsøger at forene det hele.
Ligesom Danmarks største kvindelige popstjerne vil The Minds of 99 berømmelsen – som Niels Brandt fortalte i dokumentarfilmen ‘Stor som en sol’ fra 2018 er popstjerne intet fyord hos ham. Faktisk kan det ikke blive stort nok. Brandt vil til enhver tid hellere skråle landets (og verdens) største scener op, end han vil have femstjernede anmeldelser fra et bovlamt anmelderkorps. Men stod der kun to mennesker foran scenen, ville The Minds of 99 stadig spille den op, lyder det fra frontmanden. Bandets egen idé om, hvad der er fed musik, kommer før alt andet.
Anmelderdarlings med stadiondrømme
Men de femstjernede anmeldelser er et faktum (og de seksstjernede ligeså). Danmark synes at være enige om, at The Minds of 99 (sorry, Brandt) er god smag. Niveauet i musikken er da også indiskutabelt. Det beviste bandet senest på det todelte album ‘Solkongen’. Trommerne er hurtige og guitaren hul og mørk som en regnvejrsdag i Nordvestengland, imens de synthglitrende melodier ganske enkelt er godt skåret.
Og så er der teksterne. De sprutter som stjernekastere, fodrer lytteren med klare billeder på politikerlede og eksistentiel desillusion som på ‘Ideen er død’ (»det’ flaget på månen med Marilyn Monroe, det’ en æra, der går ned bag en palme«), men andre steder er de påfaldende billedløse. Måske er det især i denne sidste henseende, at Niels Brandt stråler som sangskriver, for helt uden at lyde hverdagsbanal kan han skiftevis famlende, stammende og flabet sætte ord på frihedstrang, eufori og isolation: »Lad os være nogen, lige nu, ikke vente på nogen, men faktisk være nogen« (‘Stjerner på himlen’ fra ‘Liber’). Klar i spyttet, men aldrig plat. Som en anden Kim Larsen eller C.V. Jørgensen.
Hvordan går denne autoritetsforagt og oprørstrang så i spænd med den skamløse stræben efter kommerciel succes? Kan The Minds of 99 sigte efter musikdanmarks højeste luftlag og det store udland og stadig bevare den kunstneriske integritet, viljen til at synge krøllede danske gloser og aldrig gå på kompromis med nogen fucking ting?
Et barn af 2010’erne
Svaret er umiddelbart ja. The Minds of 99 er et barn af 10’erne, hvor totalt ændrede distributionsformer, sociale medier og lytternes pluralistiske musikforbrug og stigende magt har udvisket den historiske skelnen imellem mainstream og undergrund.
Begrebet ‘indie’ har måttet lade livet, efterhånden som hjemmegjorte Youtube-videoer er blevet den gængse måde for unge kunstnere at bryde igennem på. Purunge Billie Eilish har med sin Instagram som startbane katapulteret sig selv til toppen uden om de etablerede selskaber. Megastjerner som Kanye West og Ariana Grande slipper nye numre og hele udgivelser uden varsel og nævneværdig promotion. Og alle laver de musik, der uforskrækket blander genrer, stemninger, det private og det polerede.
I dette flade hierarki har traditionelle rockbands, der tidligere gjorde krav på plusordet ‘autenticitet’, måttet kæmpe for deres relevans. Autenticitet er uinteressant, ugyldigt ligefrem, i en tid, hvor det ægte er til konstant forhandling. Hvorfor sidde i en utæt træhytte med en frakoblet forstærker, når du kan kommunikere inderlighed med autotune, Instagram-filter og champagne i glasset? Og selv om du foretrækker træhytten, hvorfor så kun synge til de få, når internetslaver verden over i løbet af årtiet har fået udfordret og udviklet lytterøret?
Disse demokratiske – men industriomvæltende! – vilkår synes The Minds of 99 at eksistere under på helt ubesværet vis. Som et barn af 10’erne har de påvist, at hiphoppens og poppens glade dage herhjemme ikke er lig med rockens død. The Minds of 99’s succes peger i hvert fald på, at folket er klar på højenergisk, dyster postpunk med et, bevares, poppet islæt – og at folket uden tvivl også er betaget af det danske sprog (når det gøres godt) i et til stadighed amerikanificeret musikudbud.
Inden for den seneste måned er der imidlertid sket noget nyt i The Minds of 99’s univers. Noget jordskredsagtigt nyt. I starten af oktober udgav bandet pludselig deres første engelsksprogede single, den elektroniske ‘1,2,3,4’.
Hvad nu? Hvorfor vender bandet en signaturlyd ryggen, som har været en succes hos både publikum og anmeldere? En lyd, der har markeret dem som årtiets nok vigtigste danske rockband?
Svaret skal nok findes i Niels Brandts insisteren på ikke at stå stille. Han skal have et bjerg i horisonten at bestige, som han selv formulerer det. Han nægter at lade stå til, at lade sig diktere af, hvad der virker, og hvad vi vil have herude bag skærmene, i koncertsalene, i hørebøfferne. Og det er jo egentlig ret punk.
Om The Minds of 99 formår at bevare både det folkelige og kunstneriske momentum, vil vise sig. Vi glæder os til de næste ti år.
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne
Læs også: De 20 vigtigste danske album i 2010’erne
Læs også: De 25 vigtigste internationale album i 2010’erne