’Stor som en sol’: Flammen i Niels Brandts blik står tilbage i The Minds of 99-dokumentar
Omtrent midtvejs i ’Stor som en sol’ sker der noget vidunderligt.
Indtil da har dokumentaren fulgt The Minds of 99 på Bornholm, hvor de har finpudset deres seneste, todelte album ’Solkongen’, men pludselig springer den tre år tilbage i tiden til det, der ligner et selskabstelt, men ikke er det. Det er et spillested på en lille festival, og snart klemmer The Minds of 99 sig ind på scenen foran et dusin kåde teenagere. Resten af publikummet sidder ved langbordene og ofrer mere opmærksomhed på deres fadøl end det rockorkester, der snart skal blive et af landets største.
Men det betyder intet. Fra første guitarstrejf spæner forsanger Niels Brandt rundt på scenen som en besat, mens teenagerne sveder af ren eufori. Da trommeslageren Louis Clausen tæver skindet for sidste gang, ligner han en mand, der har udsat sig selv for en fysisk prøvelse uden lige.
Det er en autentisk energiudladning, et ukueligt argument for musik som skaber af (oprørske) fællesskaber. Vi skal ud af vores kroppe, om vi så er 12 eller 50.000.
Det er det bedste eksempel på, hvorfor The Minds of 99 har erobret en mægtig fanskare i en dokumentarfilm, der generelt kommer beundringsværdigt tæt på bandet – og særligt forsanger Niels Brandt. Han er en rastløs sjæl, der, som han sagde til Zetland, brændte disken til Championship Manager og kappede kablet til tv’et, fordi han brugte for meget tid på dem.
Når han med ild i blikket opildner 12 koncertgængere, er det et eksempel på det, han siger: Han ville lave musik, selvom der ikke var nogen, der lyttede til det.
Men ’Stor som en sol’ skildrer også en slags krise hos Brandt. For mens forsangeren finder den rebelsk-poetiske nerve i teksterne og musikken i en grådig rastløshed, et ønske om at betvinge det næste bjerg i horisonten, sker der noget katastrofalt under indspilningerne til ’Solkongen’: Han er blevet tilfreds. Næsten magelig, siger han med desperationen malet i ansigtet.
Instruktør Kasper Kiertzner kommer helt tæt på Brandt, særligt i nogle besættende drømmesekvenser, hvor forsangeren isolerer sig i en hytte på Bornholm og filosoferer over sin kreative proces. Senere udlever han den for åben skærm ved at skrive strofer som en gal og tylle hård alkohol imens. Udenfor går han mod flammerne i et bål.
The Minds of 99 finder sin vitalitet lige her, i de tænderskærende sætninger om at blive til nogen i stedet for noget, men bandet er også det, der sker i samspil med deres publikum. Den fandenivoldske postpunk er en bredside til samfundets kassetænkning, et forsøg på at vække hver og en af de fremmødte koncertgængere, og den del af projektet får ikke for alvor vinger i Kiertzners billeder.
Om det er en konsekvens af et sparsomt budget eller et reelt valg er svært at sige, men instruktøren udskyder live-forløsningen til filmens slutning, hvor Brandt antænder Store Vegas publikum med brækket ben og krykker. Indtil da er bandets optrædener gengivet med rystende kamerabevægelser og skramlet lyd, mens vi kun kan forestille os menneskehavet foran dem.
Det er en skam, at forløsningen ikke kommer tidligere, fordi koncerterne er en så uafviselig del af The Minds of 99’s projekt. Og fordi de brusende udgaver af Solkongens sange på scenen havde været en sigende kontrast til nørkleriet i studiet.
Omvendt er det tydeligt, at Kiertzner ikke har ønsket at skabe en klassisk musikdokumentar, og hvor han ikke altid formår at kanalisere bandets vitalitet i billederne, serverer han et underholdende portræt af ’Solkongen’s skabelsesproces. Indspilningerne er ikke præget af stærke uenigheder, faktisk virker det ret problemfrit, når bandet smækker elementerne sammen til musikalske frontalangreb.
Bandmedlemmerne udgør et herligt karaktergalleri, og særligt synthmaestroen Jacob Bech er veloplagt, når han filosofisk – og lidt far out – giver sit bud på idegenereringens natur, mens han ruller en smøg.
Men det er Brandt, der er pulsen i ’Stor som en sol’, og det er flammen i hans blik, der står tilbage ved tæppefald.
Kort sagt:
Kasper Kiertzner har begået en sine steder lyrisk og altid vedkommende udforskning af The Minds of 99 og særligt Niels Brandts tilgang til livet og musikken. Også selvom han forsømmer at indfange nerven i de koncerter, der er en så uafviselig del af bandets mission og identitet.
Læs interview: Instruktør bag ny The Minds of 99-film: »Jeg har aldrig haft så sindssyg en følelse af at blive ramt af noget musik«