Kasper Kiertzner havde aldrig oplevet noget lignende.
Det var til et bryllup for to år siden, klokken var seks om morgenen, og de fleste gæster var taget hjem. De var fire personer tilbage, som med en god portion alkohol i blodet væltede rundt på dansegulvet. Og så blev The Minds of 99-sangen ’Ud af min krop’ sat på anlægget.
»Jeg blev blæst totalt bagover«, udbryder Kasper Kiertzner, da vi møder ham på stamstedet Kaffe & Vinbaren på Nørrebro i anledning af hans The Minds of 99-dokumentar ’Stor som en sol’. Hans første oplevelse med bandets musik var decideret ekstatisk:
»Jeg havde det fuldstændigt sindssygt i de fire minutter, som sangen varer. Jeg har aldrig haft så sindssyg en følelse af at blive ramt af noget musik. Det var fuldstændigt overdrevet – en slags lykkefølelse«.
Da han vågnede næste morgen, begyndte han at skrive en masse ord ned, som var opstået af euforien, indtil han til sidst havde et papirark fyldt til hjørnerne med indtryk og indskydelser. Det gav ham lyst til at kontakte The Minds of 99s forsanger og tekstforfatter Niels Brandt.
»Jeg fandt ham på Facebook, sendte ham pærevællingen og spurgte, om han havde lyst til at drikke en øl, så jeg kunne forklare, hvad det her gik ud på. Han svarede: ’Det lyder sgu da interessant’«, forklarer Kiertzner.
Det var starten på, hvad der i løbet af to år skulle blive til hans debut som instruktør på en dokumentar i spillefilmlængde.
»En uges tid efter sad jeg sammen med dem på vej til Aarhus, hvor de skulle spille en koncert. De havde inviteret mig med, så jeg kunne fortælle, hvilke tanker jeg havde fået. Der gik et par uger, og så startede vi stille og roligt optagelserne. Jeg begyndte at følge dem med et kamera, uden at vi havde nogen aftale om, hvad det her skulle blive til«, fortæller han.
»Jeg havde egentlig ikke nogen større idé – andet end at finde ud af, hvad fanden det er for et menneske, der kan skrive en tekst, som kan gøre mig så lykkelig i fire minutter. Jeg ville jagte den følelse«.
Kampen for at komme under huden
Kasper Kiertzner tog med bandet til Bornholm, hvor de skulle brygge på sange til det kommende ’Solkongen’-album. Langsomt fandt han ud af, at han var i gang med at lave en dokumentarfilm om dem.
Den færdige film observerer The Minds of 99s op- og nedture – både som en naturlig del af albumprocessen, men også som følge af bandmedlemmet Mikkel Bech-Hansens exit. Undervejs var det dog ikke uden udfordringer at agere fluen på væggen i øvelokalerne:
»Selvom de havde sagt, at det var helt okay, at der var et kamera med, var det jo også helt nyt for dem. Jeg kunne også godt mærke på dem, at de blev enormt selvbevidste, når der var et kamera. Jeg tænkte: ’Jesus Christ, hvordan skal jeg nogensinde komme ind under huden på dem her?’«, fortæller den 29-årige instruktør.
Det krævede først og fremmest tilvænning over tid, før hovedpersonerne følte sig trygge i selskab med Kiertzners kamera. Dernæst måtte han selv gennem en personlig kamp for at holde trit med bandmedlemmernes egoer, som fyldte meget – både i ’Solkongen’-teksterne og i rummet.
»Når man skal ind i en gruppe med fem forholdsvist store egoer, er det vigtigt, at man selv har et stort ego. Det er vigtigt, at du selv kan banke igennem, og det var fandeme en udfordring i starten«, fortæller han.
»Det hjalp jo ikke, at jeg holdt kæft, krøb ned bag mit kamera, pegede det ned i jorden og ikke turde være til stede. Jeg løj nærmest for mig selv og sagde: ’Kasper, du er fucking god til det her. Du har eddermame gang i den bedste danske dokumentar nogensinde’. Jeg kunne mærke, at det var nødvendigt«.
Og den indre peptalk bar frugt:
»Stille og roligt begyndte jeg så at føle mig tryg i deres selskab – og tryg ved at kunne dokumentere dem. Ligesom de måske glemte deres selvbevidsthed, glemte jeg også, hvad jeg havde gang i. Jeg var bare i nuet«.
Efter at have fulgt bandet i et lille halvt års tid, kom der for alvor hul på bylden. En decemberdag i 2016 gav en snak med Niels Brandt instruktøren en idé om filmens handlingsforløb. Bandet skulle blive på Bornholm for at indspille, mens Kasper selv var på vej tilbage til København:
»Niels kørte mig til lufthavnen og sagde, at han var virkelig glad og havde det virkelig godt for tiden. Han havde en følelse af lykke. Jeg tænkte, at det da var enormt dejligt, men han syntes selv, at det var dybt underligt. Han stolede ikke på noget af den musik, han lavede«, fortæller Kiertzner.
»Han var et sted i sit liv, hvor han havde opnået det, han ville, men han var slet ikke tilfreds. Samtidig fortalte han, at han altid havde følt en sikkerhed i mørket. Han havde skrevet al sin musik og alle sine tekster ud fra sine angstperioder, og det havde han fundet tryghed i. Pludseligt havde lykke og optimisme ramt ham, og han vidste ikke, hvad han skulle stille op med det«.
Alt for meget håndholdt
Kiertzner kom frem til, at Niels Brandts indre splittelse skulle visualiseres i fiktionsprægede, iscenesatte sekvenser, der foregik sideløbende med den dokumentariske observation, og som kunne afspejle bandets tekstunivers. Alene i en lille rustik bornholmsk hytte gennemgår frontmanden således en slags selvterapi, der skiftevis er døsig og panisk.
»Jeg har løbende lavet reklamer ved siden af den her film, og jeg ville gerne tage noget med fra den verden«, fortæller Kiertzner, der samtidig ville skille sig ud fra den store mængde musikdokumentarer, som findes derude:
»Jeg syntes, at der var så fandens meget håndholdt musikdokumentar, i hvert fald fra dansk side, at jeg godt kunne tænke mig at gribe det anderledes an. Hele æstetikken skulle være biografvenlig, og der skulle være tid til at lege med formater og genrer. Jeg ville forsøge at dykke ned i Minds-universet og iscenesætte det, der foregår oppe i Niels’ hoved«, fortæller han.
»Samtidig måtte der sgu også gerne komme noget smil og glæde. Det var virkelig vigtigt også at skabe en følelse af, at man bare kom til at hænge ud med dem, for det er virkelig nogle gode drenge«, forklarer Kiertzner.
»Det skulle dog ikke handle om leverpostej, hvordan de passer deres børn og afleverer dem i daginstitutioner. Jeg ville ikke afmystificere dem som kunstnere og bare gøre dem til hverdagsmennesker, for dem er der sgu nok af – inklusive mig selv. Det var svært at balancere, men jeg synes faktisk, at jeg har formået at gøre det ret godt. Man har stadigvæk ikke helt fundet ud af, hvem de præcist er«.
Truslen fra et brækket ben
Undervejs i ’Stor som en sol’ holder bandet krisemøde, fordi Niels Brandt, lige inden en stort anlagt danmarksturné, brækker foden i en fodboldkamp. De må i en fart finde ud af, om touren skal aflyses. Den brækkede fod var også lige ved at sætte en stopper for alle Kasper Kiertzners planlagte fiktionsscener, der skulle optages som det allersidste:
»Lige pludselig fik Niels meget travlt med at komme op at gå på foden, for vi skulle ikke lave universet på krykker«, fortæller han.
»Det var først et par dage inden, vi startede optagelserne på Bornholm, at Niels havde smidt krykkerne og var begyndt at gå igen. Der var flere gange, hvor han virkelig måtte bide tænderne sammen. Vi smed ham igennem alt muligt. Men heldigvis gik det!«.
Kasper Kiertzner glæder sig til, at publikum skal tage imod filmen. Bandet selv har allerede set den, og Kiertzner kan fortælle, at de er glade for resultatet:
»Vi sad oppe i et lille rum hos Playground Production, hvor den er klippet, og skulle se det. Jeg var simpelthen ved at skide i bukserne, da jeg skulle vise dem filmen. Men de var glade, og vi havde en virkelig fed snak bagefter«, fortæller han.
»Jeg blev enormt glad over, at de var glade. Det er det, der betyder allermest«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Stor som en sol’