Det ser aldrig godt ud at gå konkurs. Men det er især et problem, når man er Danmarks måske største rapper, og har skabt et image af sig selv som international gangsterboss, der mildest talt ikke mangler noget.
Brancos tekstunivers er én stor, dekadent overdådighedsdyrkelse, og hans Instagram er en tilsyneladende uendelig kavalkade af privatjets, helikoptre og dyre biler. Og netop hans virksomheder skulle være gået konkurs?
Det kan man vist godt betegne som en krise af de større for MellemFingaMuzik-medlemmet. Men hans håndtering af den krise, har faktisk været exceptionelt gennemtænkt.
I stedet for at kommentere det specifikke i konkurssagerne – hvor det ellers hævdes at rapperen har trukket tæt på en million kroner ud af et selskab uden at indberette det til skattemyndighederne – har Branco nemlig udgivet sangen ‘Broke’, hvor han bogstavelig talt bare griner af selve tanken om, at han skulle være i pengeproblemer.
Bare i det første vers af sangen namedroppes de luksuriøse urmærker Richard Mille og Audemars Piguet, der refereres til en Lamborghini og der fortælles om de matchende Range Rovers, som Branco efter sigende har købt til sig selv og sin søn. »I’m broke baby – haha«, lyder det med tyk ironi til sidst i nummeret.
I stedet for at skrue ned for pralerierne, nu hvor konkurssagerne er offentlige, går rapperens altså all in. Det gælder både for sangen ‘Broke’, men også på Instagram.
Den danske musikers profil har således været propfyldt med fotos, hvor han poserer med store pengestakke. Og ikke nok med det: Branco har også lovet at give titusindvis af kroner væk gratis. Bare lige for en gang for alle at markere, at han ikke er gået fallit.
Nu er sagen selvfølgelig den, at ingen har anklaget ham for at være løbet tør for penge personligt. Konkurssagerne handler tværtimod om nogle virksomheder. Så hele det store ‘Broke’-show handler i virkeligheden om noget helt andet end substansen i sagerne.
Men det er nok også netop det, der er pointen. For hvis man ikke kan lide de ting, der bliver sagt, må man jo ændre samtalen. Det er Branco langt fra den første artist, der har forstået.
Tænk på, da Drake blev anklaget for at bruge ghostwritere af Meek Mill, men i stedet fik dén samtale til at handle om, hvor kikset hans konkurrent var. Eller tænk på dengang, det blev afsløret at narkobaron-rapperen Rick Ross i virkeligheden var en tidligere fængselsbetjent, hvorefter han helt enkelt begyndte at rappe om endnu vildere narkoscenarier.
Det kunne godt ligne, at Branco er i gang med at gøre noget lignende. Nemlig at tage styringen på en negativ historie og få den til at handle om noget andet.
I stedet for at tale om kedelige, konkrete retssager, har Branco således i stedet præsenteret et mere letforståeligt billede i form af store pengestakke på Instagram. Det er nærmest et studie i krisehåndtering, den danske artist har gang i.