Grimes er ikke bange for anderledes ideer. Hun har før leget med tanken om at få opereret sine øjne om, så hun ikke kan se farven blå, og hun har flirtet med ideen om at få indopereret en chip i sin hjerne.
Senest har den excentriske musiker talt om, at hun ville sendes til Mars – men ikke før kæresten Elon Musk uploader hendes sind til en kunstig krop.
Mange af Grimes’ planer virker mest som spontane indfald, der ikke nødvendigvis fører til konkret handling, men nu har hun kastet sig ud i et projekt, der i højeste grad er permanent. Nemlig en stor tatovering, der dækker hele ryggen.
Der er dog – selvfølgelig – ikke tale om en helt klassisk tatovering, for Grimes’ nyeste kropsudsmykning er lavet med hvidt blæk.
»Jeg kommer til at være rød i et par uger, men det bliver smukke alien-ar«, skriver Grimes om tatoveringen på Instagram.
Og det er jo meget passende, for hvad kunne være mere oplagt end alien-ar, hvis man har planer om at blive sendt til Mars?