Suspekt suttede festen op fra slap til Summer Days

Suspekt suttede festen op fra slap til Summer Days
Suspekt til Summer Days. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

»Første gang i fucking halvandet år, kan I mærke det?«

Sjældent har det famøse udtryk »Sut den op for slap« været mere aktuelt end til Suspekts eftermiddagskoncert på Roskilde Festivals Summer Days.

Med halvandet års festivaltørke, et coronavenligt miniature-setup og koncertstart klokken 15 på en regnvejrsdag var erektionen helt i bund. Altså indtil Suspekt bragede igennem med en i sidste ende forløsende koncert, der trods begrænsningerne bød på solrige, beskidte strofer og gik fra stodderrap til technofest.

Summer Days er langt fra den Roskilde Festival, vi kender. Rammerne for den udvidede Gloria-scene, der normalt er festivalens mindste, tillod ikke Albertslund-trioen at udfolde et stort og majestætisk festivalshow af den type, som Suspekt-drengene ellers før har brugt til at stadfæste deres status som dansk hiphops tre uhellige konger.

Men netop fordi der ikke var plads til et stort fyrværkerishow eller lange, slibrige interaktioner med publikum, var Summer Days-koncerten også en unik oplevelse. For hvor ofte får man efterhånden mulighed for at opleve en intim festivalkoncert med Suspekt?

Rune Rask, Bai-D og Klamfyr gik på scenen til den langsomt, men tungt rullende ‘Mer Prestige, Mer Pastis’. Og i ånd med Suspekts seneste album, ‘Sindssyge Ting’, var første del af koncerten relativt afdæmpet.

Godt nok vækkede ‘Proletar’ hurtigt en dyster nostalgi, og både Emil og Andreas rystede overraskende godt med hofterne til den nye, numsefikserede ‘POPO’ – sammen med resten af den dansende menneskemængde. Men der var til at starte med en tilbagelænet stemning, der føltes som en fuldstændig klassisk hiphop-koncert med fælleshænder frem og tilbage i luften.

En stemning, der blev forstærket, da Emil Lange helt casual rullede en minibar med stjernekastere ind på scenen, selvfølgelig efterfulgt af ‘Fang Mig I En Brandert’ og en opfordring til Roskilde om at tage med på druk. På samme måde var de våde varer i fokus, da Klamfyr missede det sidste af en sætning på ‘Søndagsbarn’, fordi han skulle sprøjte Moët ud over publikum, der i høj fællessang gjorde det ud for Lukas Graham.

Suspekt til Summer Days. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Lørdag eftermiddag havde Suspekt hverken taget band eller gæster med (udover Emil Lange som bøvet bartender). Det betød, at den musikalske oplevelse aldrig brød helt igennem teltdugen, og publikum blev nødt til at give lidt ekstra for eksempelvis at løfte Tessa-samarbejderne ‘Vil Du Med…’ og ‘Blæstegnen’, der selvfølgelig kunne have været endnu vildere, end det var tilfældet.

Det simple setup gjorde dog, at vi kom tættere på de tre Albertslund-drenge, og på den gamle ‘Hvem Er En… Kælling’ fik både Bai-D og Klamfyr lov til at vise, at deres tekniske niveau på ingen måde er rustet under corona-nedlukningen – som Klamfyr rappede over Carl Knasts ‘Hjem Uden Klaver’: »Lockdown, sut min corona«.

Selvom Suspekt startede blidt, viste de mod koncertens afslutning, at det heldigvis godt kunne blive vildere. ‘Kinkyfætter’ blev genstartet halvvejs for at fordoble energien, og der opstod noget så efterhånden sjældent som en moshpit. Og da Orgi-E væltede rundt på scenen til ‘Sut Den Op For Slap’, var det med et 12-tal i den studenterhue, han havde samlet op fra publikum.

På trods af manglen på gæster eller liveband formåede Suspekt alligevel at overraske til sidst. Takket være Rune Rasks magiske fingre og et tungt klubremix af ‘Jeg Har Det Fedt’, der forlængede technofesten fra ‘Knepper Dig Til Techno’ (selvfølgelig), var koncertens sidste kvarter en hoppefest i grønt strobelys, der føltes som at tyvstarte genåbningen af landets natklubber.

Med andre ord: En fest suttet op for slap.


Kort sagt:
På trods af begrænsede rammer og et simpelt setup uden gæster formåede Suspekt efter halvandet års festivaltørke at sutte eftermiddagskoncerten på Summer Days helt op fra slap. De raptekniske præstationer var ikke rustet, men manglen på liveband gjorde dog, at det musikalske niveau aldrig brød gennem teltdugen. Modsat energien, der det sidste kvarter bragede gennem taget og forvandlede teltet til en forløsende technofest.

Suspekt. Koncert. Summer Days.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af