Hvert år kårer magasinet Time de 100 mest indflydelsesrige personer, der har haft politisk eller kulturel effekt på verden. Tidligere er store musikartister som The Weeknd og Kendrick Lamar blevet hædret på listen, som også denne gang har taget en håndfuld af musikindustriens sværvægtere med.
Blandt folk som Elon Musk, Joe Biden, Simone Biles, Prins Harry og Meghan Markle, finder man nemlig Billie Eilish, Britney Spears, Lil Nas X, Bad Bunny, Dolly Parton samt Timbaland og Swizz Beats.
Vanen tro har ligeledes indflydelsesrige personer forfattet korte tekster om årets 100 udvalgte navne. Kid Cudi priser for eksempel Lil Nas X for at gøre det, »vi har brug for lige nu«, mens der desværre findes »en homofobisk sky over hiphop«.
»At have en homoseksuel mand i hiphop, der gør sin ting og smadrer rekorder – det er kæmpestort for os og for sort fortræffelighed. Den måde, hvorpå han ikke er bange for at gøre folk ukomfortable, er så rock ‘n’ roll. Han er en sand rockstjerne«, skriver Kid Cudi om ‘Montero’-rapperen.
På listen findes desuden en række store personligheder fra film- og tv-branchen, herunder Kate Winslet, Scarlett Johansson, Chloé Zhao, Steven Yeun, Omar Sy, Daniel Kaluuya og Jason Sudeikis.
Se hele Times liste over årets 100 mest indflydelsesrige personer her.