Det var umuligt at få armene ned efter Malk De Koijns overlegne hitparade i K.B. Hallen
Riffet til ‘5-Øres Ting’, samplet fra Shocking Blue-sangen ‘Love Buzz’, dukker lige så stille frem. Det looper. Og det looper. Intensiteten hober sig op. Spændingen stiger. Kroppene i K.B. Hallen sitrer.
Når som helst kan det hæsblæsende nummer begynde for alvor – og da det endelig gjorde, var det som om, salen eksploderede. I hvert fald oppe foran, hvor jeg stod og dyrkede den ædle balancekunst at tage anmeldernoter, alt imens man befinder sig til en koncert, der er festlig som bare pokker.
De tre bananer fra Langestrand serverede en to timers hitparade af ørehængere fra deres tre umanerligt konsekvente album. Det havde nok været relativt festligt, selv hvis det kørte på autopilot, og vi bare fik numrene serveret uden noget ekstra krymmel. Men øjeblikke som denne dramatiske intro til ‘5-Øres Ting’ var med til at gøre, at oplevelsen løftede sig til noget udover det sædvanlige.
Det var på ingen måde det eneste øjeblik, hvor Malk De Koijn gjorde alt, de havde i deres magt, for at koncerten blev en god dosis stærkere end nødvendigt:
Det var uimodståeligt charmerende, da de under ‘Jagt’ holdt deres mikrofoner, som var de geværer, alt imens de gik rundt og kiggede nøje gennem imaginære sigtekorn.
Da Tue Track på ‘Jim Daggerthuggert’ rappede linjen »Et halvt øje tre-en tænder ingen hænder et kvart ben og fem skuldre«, gestikulerede han undervejs for at accentuere den pågældende kropsdel. Inden ‘Pige, Girl’ gav de lige lidt guf til de mest nørdede fans ved at spille en ældre, uudgivet udgave af sangen, hvor versene er anderledes, og hvor tempoet er markant langsommere.
Det virkede rigtig velovervejet, både på et musik- og performance-plan. De sørgede endda for at forholde sig til, hvordan deres sange har ældet med tiden. De erstattede n-ordet i ‘De rigtige McCoys’ med »sultne«, og efter at have spillet ‘P.I.G.E.’ fortalte Tue os, at han ikke længere var særlig vild med at spille sangen – sandsynligvis grundet dens kvindesyn. Det er i mine øjne god stil, og det vidner om nogle musikere, der tager sig nogle grundige overvejelser om deres kunst.
Men alt dette ville selvfølgelig ikke betyde det store, hvis de tre McCoys ikke virkede engagerede på scenen. Og her var jeg selvsagt bekymret: De har ikke lavet ny musik sammen i 10 år, så måske gruppens gnist ville være falmet?
Der var dog ingen grund til at være bekymret. Jeg kan selvsagt ikke fortælle om verdens vildeste klubs indre følelsesliv, men de virkede oprigtigt investerede i koncerten. De bevægede sig konstant rundt på scenen med medrivende energi.
Blæs Bukki spænede hele tiden fra den ene ende af scenen til den næste, fuld af spilopper. Geolo G var mere som en stoisk kæmpe – bevægelserne var færre, men de var ikke desto mindre kraftfulde og underholdende. Og Tue Track var aftenens partygøgler, konstant klar til at charmere med et nyt dansemove.
Som vokalister var de også rigtig habile. Jovist, der var et par småsvipsede linjer fra tid til anden, men det tilgav jeg let, når den generelle pakke var så stærk. Geolo G’s offbeat-rap på ‘De rigtige McCoys’ var svimlende stærk, Blæs Bukki gav en magtopvisning i form af et længere a cappella-stykke på ‘Jagt’, og alle tre leverede mastodontnummeret ‘Kosmisk Kaos’ med al den vægt og indlevelse, det nummer fordrer.
Da jeg gik fra K.B. Hallen, kunne jeg knap nok få armene ned. Malk har gjort det her i over 25 år, men der er øjensynligt ikke røget den mindste luft ud af ballonen. Og mens jeg tvivler på, at vi nogensinde får et fjerde album, er jeg glad for, at trioen i det mindste kæmper for fortsat at være en så stærk liveoplevelse.
Kort sagt:
Malk De Koijn kunne sagtens have nøjedes med at sætte nogle hits på og rappe dem – koncerten havde nok været stadig været fin. Men de tre Langestrand-drenge sørgede for at finpudse værket, så publikum fik en særligt mindeværdig oplevelse i K.B. Hallen fredag aften, fyldt med individuelt opsigtsvækkende stunder.