Lokalpolitiet i Houston er stadig i fuld gang med at undersøge, hvad der ledte til tragedien fredag aften ved Astroworld-festivalen, hvor otte mennesker mistede livet under en Travis Scott-koncert.
Et af rygterne, som politiet undersøger i samarbejde med drabs- og narkoafdelingerne, er, at en eller flere urostiftere injicerede folk med stofferne under koncerten. Det fortæller den lokale politichef, Troy Finner, på et pressemøde, skriver blandt andre BBC.
Han beskriver blandt andet, at de har modtaget en række meldinger om koncertgængere og vagter, som var nødt til at blive genoplivet med medicin, man normalt giver folk, der har fået en overdosis.
Rygtet er ved at blive undersøgt, efter en sikkerhedsvagt har rapporteret, at han mærkede, at han blev stukket med en kanyle, da han forsøgte at tilbageholde en koncertgænger, hvorefter han selv besvimede. Et mærke fra en kanyle er siden blevet bekræftet af lægepersonalet, der tilså ham.
Mere end 300 mennesker blev tilset af lægerne i kølvandet på koncerten. De otte døde var i aldersgruppen 14 til 27 år. 13 mennesker er stadig indlagt, blandt andet grundet skader fra at være blevet trampet ned, da panikken brød ud tæt på scenen.
Travis Scott kommenterede i går koncertens tragiske udfald, hvor han blandt andet pointerer, at han forsøgte at tilkalde hjælp til de publikummer, han kunne se, var besvimet. Lokalmediet The Houston Chronicle har også gengivet, hvordan Scott flere gange måtte stoppe musikken.
Politiefterforskningen er stadig i gang. Mere end 50.000 mennesker deltog ved festivalen, der skulle have varet to dage, men som blev aflyst efter ulykken.