I oktober 2021 publicerede Sulka et opslag på Instagram, hvor hun fortalte om gennemgående oplevelser med sexisme, overgreb og grænseoverskridende adfærd i hiphopmiljøet.
»Jeg har tidligere erfaret, at crew-kulturen også ofte kan støtte op om den tendens, at mænd beskytter hinanden, når deres venner begår krænkelser. Tilhørsforholdet af at være i et crew skaber nok en ekstra frygt for at blive vendt ryggen, hvis man siger fra over for noget, også selvom det er noget rigtigt forfærdeligt. Derfor ligger der en masse tragedier under tæpperne i flere crews i dansk hiphop«, lød det blandt andet.
Sulka annoncerede samtidig, at hun ville sætte musikkarrieren på pause, og hun har ikke udgivet noget siden.
Der har i det hele taget været stille omkring den danske rapper. Indtil nu, hvor Sulka har givet et interview hos P1, hvor hun fortæller mere om tankerne bag opslaget og om de reaktioner, hun har fået efterfølgende.
»Opslaget handler om sexisme og ulighed. Jeg havde oplevet de samme ting for mange gange. Så ville jeg italesætte dem via min musik, og så i den proces oplevede jeg de samme ting igen, og så tror jeg, at filmen knækkede«, forklarer Sulka.
I interviewet forklarer rapperen desuden, at hun egentlig ikke ville tematisere køn, da hun gerne bare vil anerkendes for sine evner som rapper. Og at man tit bliver gjort til »drama queen«, hvis man taler ud om krænkelser og overgreb.
Men i sidste ende kunne Sulka ikke lade være med at italesætte de her problemer, blandt andet fordi hun gang på gang oplevede, at mænd behandlede hende anderledes som kvinde. I interviewet hos P1 nævner hun også fysiske overgreb, som dog ikke konkretiseres.
»Jeg blev nødt til at gøre det«, siger Sulka om Instagram-opslaget og understreger også, at man er nødt til at italesætte sexisme og ulighed, for at tingene skal ændre sig.
Hun fortæller også om de uventet heftige reaktioner, der har været efterfølgende, og om at være blevet presset ind i en situation, hvor hun er nødt til at tale om sit køn – i stedet for at blive anerkendt for sin rap.
»Jeg blev helt vildt overrasket over, hvor meget opmærksomhed det fik«, siger hun. »Og så blev jeg helt vildt ked af det over, at det ligesom skulle være sådan, rigtig mange mennesker ville høre om mig for første gang. Da jeg begyndte at rappe, var det min kærlighed til rap (…) det skulle handle om. Det skulle ikke handle om, at jeg var en kvinde, der rappede. Der var ikke noget, jeg prøvede at undgå mere, end at det var det, det skulle handle om«.
Høre hele interviewet hos P1.