Kanye West har angiveligt trukket sig fra Coachella – kun 10 dage inden festivalstart

Kanye West har angiveligt trukket sig fra Coachella – kun 10 dage inden festivalstart
Kanye West. (Foto: Robin Marchant/Getty Images)

Kanye West skulle have været et af hovednavnene på årets Coachella-festival – en af verdens største musikbegivenheder.

Men den kontroversielle rapper har angiveligt trukket sig kun 10 dage før festivalstart. Det skriver Variety, der har fået historien bekræftet af unavngivne kilder.

Det er ikke første gang, at West aflyser en optræden på festivalen. Det samme skete i 2020, hvor han meldte fra få dage inden, at Coachella annoncerede sit lineup (festivalen blev senere aflyst grundet corona).

Og det kommer nok heller ikke som en overraskelse for de fleste, at West, der i den seneste tid har udvist foruroligende adfærd online, ikke har været til at regne med. Tusindvis af fans underskrev sidste måned en underskriftindsamling, der krævede West fjernet fra festivalprogrammet.

West lider af bipolarlidelse, hvilket før har ført til psykiske sammenbrud, blandt andet under ‘Saint Pablo’-turneen, hvor West måtte aflyse de sidste koncerter og lade sig indlægge.

West truede allerede i februar med at trække sig fra Coachella, hvis ikke Billie Eilish udsendte en officiel undskyldning til Travis Scott, som West mente, at Eilish havde fornærmet.

Sidste uge bragte Page Six en historie baseret på anonyme kilder, der berettede, at West havde kontaktet Kim Kardashian og forsikret hende om, at han ikke ville chikanere hende og Pete Davidson på sociale medier længere. Her forlød det også, at West ville søge hjælp.

Noget tyder da også på, at West tager en pause fra rampelyset. Da Grammy-statuetterne blev uddelt i går nat, dukkede rapperen aldrig op til prisuddelingen – også selvom han vandt to priser.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af