Kesi har lavet masser af kærlighedssange. Men så alligevel ikke.
For selv om sange som ‘Mamacita’ og ‘Kom over’ selvfølgelig handler om at være en smule fascineret af en anden person, har B.O.C-rapperen aldrig helt haft paraderne nede. Han har mere været Don Juan end dødforelsket.
Det ændrer sig dog på den nye single ‘Mona Lisa’, der gæstes af Lord Siva. Her får vi Kesi i fuldt forelsket form. Han rapper om at holde i hånden på stranden og om at se på stjerner sammen.
»Kan lide den her forbindelse / håber aldrig at vi mister det«, lyder det blandt andet et sted.
Hennedubs produktion er også ren pop. Her er ingen 808s eller trap-elementer, men bare en vuggende, vagt soulet vibe, der lyder som rendyrket sommerhygge.
‘Mona Lisa’ er antageligvis den første single fra Kesis kommende album, der skulle være ude 18. juni.