Slowthai hev dansk fan på scenen til Syd For Solen – giv hende en pladekontrakt!

Slowthai hev dansk fan på scenen til Syd For Solen – giv hende en pladekontrakt!
Slowthai og den rappende fan Ellen på Syd For Solen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

»You guys are very reserved?«, spurgte Slowthai kækt et par numre inde i sin koncert på den nyopstartede festival Syd For Solen på Frederiksberg. På det tidspunkt havde han allerede bevæget sig ud i publikum for at starte festivalens første moshpit. Det var som om, han var skuffet over publikums engagement.

Da Slowthai spurgte, svarede en festivalgæst i nærheden af mig: »Det er Danmark«. Som om dette lands publikummer skulle være de facto kedelige for hiphopkunstnere at optræde for.

Det vil jeg fundamentalt erklære mig uenig i (læs denne snart fire år gamle, men fortsat aktuelle artikel fra Kristian Karl som mod-evidens). Jeg tror rettere, at Slowthais største hæmsko var, at han var det eneste hiphopnavn på Syd For Solens fredagsprogram, og at størstedelen af koncertgæsterne nok havde købt billet for at se Liam Gallagher.

Det hjalp ikke den britiske rapper meget, at hans lyd i starten var en kende mudret. Eller rettere: Instrumentationen var fin nok, men den havde en uheldig tendens til at overdøve Slowthais vokal.

Lyden blev heldigvis bedre med tiden, men Slowthai havde altså afgjort oddsene imod sig på Syd for Solen. Så det er alligevel imponerende, at han overvandt dem.

Slowthai på Syd For Solen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Da Slowthai fik publikum til at synge med på call-and-response-vokaler inden nummeret ‘Dead’, formåede han hurtigt at få alle med, og da han inviterede folk til at starte en moshpit til Denzel Curry-samarbejdet ‘Psycho’, begyndte pulsen for alvor at stige.

Tilsæt, at Slowthai var en virkelig karismatisk perfomer. Der var hyppig dans og hoppen rundt på scenen samt gestikuleren, der understregede lyrikken. Mit yndlingsøjeblik i dette regi var under playback-omkvædet til ‘Dead’, hvor linjen »I am dead, I am God« fik skiftevist en simuleret overskåret hals og et kristent kors fra Slowthais hænders side.

Efter nummeret ‘BB (Bodybag)’ fik Slowthai pludselig øje på en dansk fan, som han genkendte fra da han for tre år siden sidst besøgte landet.

Hun hedder Ellen, og dengang havde hun vist optrådt med Slowthai til nummeret ‘Inglorious’, hvor hun tog sig af Skeptas del. Ellen blev hevet op på scenen til selvsamme sang, og hun strålede af både karisma og kemi med Slowthai. Plus: Hun kunne fandeme rappe – giv den kvinde en pladekontrakt!

»Still feeling reserved« spurgte han, inden Ellen blev hevet op på scenen. Og nej, folk var godt nok ikke reserverede længere.

Vi fik nogle gedigne moshpits til ‘Deal Wiv It’, Momentary Bliss’ og ‘Doorman’, og det var absolut ikke kun de mest inkarnerede Slowthai-fans, der deltog. Syd For Solens indie-publikum var blevet overvundet. Selv om de måske var lidt reserverede til at starte med.


Kort sagt:
Slowthai skulle kæmpe for at overvinde Syd For Solens indie-publikum, men gennem karisma og effektiv gestikuleren fik han skabt et moshpit-univers, hvor alle var inviteret med.

Slowthai. Koncert. Syd For Solen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af