1. Mike Lowrey feat. Lamin & Stepz ‘Drop Top’
Produceren Mike Lowrey søsatte karrieren som kunstner i eget navn med en genindpakket version af Thomas Helmigs ‘Stupid Man’. Men hans anden single er et mere rendyrket stykke hiphop.
På vokal har han Lamin og Stepz, der serverer et vers hver, mens førstnævnte står for omkvædet. Og selvom Stepz’ kølige linjer skam er glimrende, er det især Lams, der imponerer.
Der er så meget overskud i hans bars. Det lyder af luksus, når Lamin rapper om champagne, som han egentlig ikke kan lide smagen af, men som han drikker alligevel.
Og så kommer linjen: »Fortæl dem, jeg er ikke nogen Ukendt Kunstner«. En vittig dobbeltbetydning, der både henviser til Lamins hastigt voksende popularitet og refererer til 10’ernes bedste danske hiphopgruppe.
Herfra vælter Ukendt Kunstner-referencerne ind. På få linjer får vi nik til ‘Mand over bord’, ‘Boulevarden’, ‘Lørdag aften’, ‘Søndag morgen’, ‘Lange nætter’ og ‘Daglige brød’ – alle problemfrit integreret i et vers om en nat i byen. Imponerende.
2. Søn ‘HD Sol’
»Det bliver en helt ny Søn-vibe, som vi er spændte på at invitere jer ind i«, skrev bandet på deres sociale medier inden udgivelsen af ‘HD Sol’. Det passer skam. Væk er den sprælske, Smiths-klingende janglepop, og i stedet er det en helt øm, r’n’b’et lyd, bandet nu udforsker.
3. Chappell Roan ‘Casual’
Kender du de der forhold, hvor den ene part insisterer på, at det hele er casual og uden binding, men hvor de slet ikke opfører sig sådan?
Sådan et forhold beskriver Chappell Roan med hudløs ærlighed på denne bragende omgang indiepop.
4. Hyd ‘Only Living For You’
Dette højdepunkt fra Hyds debutalbum, ‘Clearing’, italesætter en kærlighed så stor, at den risikerer at blive usund – bogstaveligt talt alt synes ligegyldigt for fortælleren, ud over dette forhold.
Fortællingen bliver understøttet af smuk produktion fra A.G. Cook og den afdøde poppioner Sophie.
5. Ilma ‘Too Many’
Danske Ilma gør debut med denne stilsikre single, som dyrker en dyster synth-r’n’b-lyd, der klinger en del af 070 Shake.
6. Nemo ‘Mini’
I 2020 gik trioen Jenny i opløsning efter kun to singler. Sidenhen har Debbie Sings’ kaotiske hyperpop og Barbros inderlige indiefolk taget os med storm.
Nu kaster det tredje medlem, Nemo, hatten i ringen med en smuk, æterisk lyd, der befinder sig halvvejs mellem PC Music og Kelly Lee Owens.
7. Gorgeous ‘Nothing Was Perfect’
Den danske countryrockduo Gorgeous er klar med deres tredje single efter ‘Coyote’ og ‘Divine’. Endnu engang går deres stærke melodier og rustikke klange lige i hjertet.
8. Fever Ray ‘Carbon Dioxide’
Karin Dreijer, den ene halvdel af The Knife, fortsætter det evigt grænsesøgende Fever Ray-projekt med denne ekspressive dosis artpop.
Det peger frem mod deres tredje album, ‘Radical Romantics’, der gæstes af blandt andre Trent Reznor og Atticus Ross fra Nine Inch Nails samt brormand Olof Dreijer.
9. Hatchie ‘Nosedive’
Hatchie er de seneste år gået fra at lave funklende dreampop til en mere dansabel, Madchester-inspireret lyd. På denne seneste single omfavner hun den engelske grebo-genre, der havde lidt momentum i 90’erne.
10. Dame Dearest ‘Mirror Dance’
Denne jazzede tredjesingle fra multitalentet Emma Sehested Høegs musikprojekt Dame Dearest er hendes stærkeste sang indtil videre.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: