KOMMENTAR. Lige nu kan man blive lidt rundforvirret, hvis man klikker sig ind på den danske top-50 på Spotify. Er vi i år 2022, 2002, 2001 eller 1994?
For mellem de nyeste hits af Tobias Rahim, Lamin og Blæst kan man også støde på Specktors’ ‘Lågsus For Evigt’, Thomas Helmigs ‘Stupid Man’ og ’Walou’ af Outlandish.
»Tid er en flad cirkel«, som Nietzsche engang skrev. Alt der er sket før, vil ske igen. Det gælder åbenbart også i musikbranchen, hvor gamle hits bliver pakket ind i moderne hiphopbeats og gelejdet ind på playlisterne i håbet om, at det kan give nogle streams eller måske endda ryste en lille TikTok-trend af sig.
Således har både Specktors, Thomas Helmig, Outlandish, og Infernal lavet nye versioner af deres gamle hits: Specktors ‘Lågsus for evigt’ med Tessa og TopGunn, Helmigs ‘Stupid Man’ med Gobs, Outlandish’ ‘Walou’ med Burhan G, Stepz og Sivas, og Infernals ‘From Paris to Berlin’ med Jimilian og Branco.
Kan du spotte en trend?
Alle de her numre er lavet af ældre artister, der opdaterer deres største hits med nye, hotte rappere. Hvorfor sker det lige nu – og hvorfor virker det?
Nyfortolkning eller genbrugsvarer?
Det er lidt som om, de her kunstnere har fundet nogle gamle hits frem fra garagen, givet dem en overfladebehandling og smidt en rapper eller to ind fra højre, vel nok ud fra devisen om, at hvis noget har hittet én gang, så kan det jo nok hitte igen.
Det er dog ikke en helt ny trend.
Du husker måske også Gilli og Brancos ‘La Danza’ fra fællesalbummet ‘Euro Connection’, der udkom i 2020, eller ‘Kalder på dig’ fra B.O.Cs ‘Mere end musik’ fra sidste år. Her lånes heftigt fra henholdsvis Danseorkestrets ‘Regndans’, og Rasmus Seebachs ‘Natteravn’. Lolo og Atypisk lavede også en version af Rocazino-sangen ‘All My Love’, der var næsten lidt avantgarde.
Det er heller ikke kun i Danmark, det her sker. Det virker som om der lige nu er en bølge af hits, der genbruger/sampler/stjæler – kald det hvad du vil – fra tidligere hits.
Bare i den her uge er Tobias Rahims ‘Flyvende Faduma’ blevet vippet af førtepladsen på Spotify-charten af David Guetta, hvis nye single låner fra et gammelt monsterhit, der handler om at være blå.
Elton John og Dua Lipa havde også et ordentligt hit med ‘Cold Heart’, og nu er sir Elton teamet op med Britney Spears på ‘Hold Me Closer’, der låner kraftigt fra – du gættede rigtigt – ‘Tiny Dancer’.
På hiphopscenen har de også fået øjnene op for det ’glemte’ guld: Den nyeste Nicki Minaj-sang sampler Rick James’ ‘Super Freak’, som også samples på MC Hammers ‘Can’t Touch This’, og du husker måske også Jack Harlows hit ‘First Class’, der lånte fra Fergies ‘Glamorous’.
Så er der Central Cee’s ‘Doja’, der sampler fra ‘Let Me Blow Ya Mind’, mens DJ Khaled, Lil Baby og Drake har lavet en syret genfortolkning af Bee Gees ‘Staying Alive’.
Der er altså lang kø til tidsmaskinerne i de store musikstudier for tiden!
Sampling 2.0?
Men okay: Rapgenren (og dermed den meste nutidige populærmusik, der arbejder ud fra hiphoppens logik) bygger på sampling, så på den måde er der ikke noget mærkeligt ved, at man låner lidt.
Men det er alligevel slående, når det begynder at være hele omkvæd, sange eller produktioner, man tager. Det, som Thomas Helmig, Specktors og de andre er i gang med, lyder mindre som klassisk sampling, og mere som om, de gamle sange bare bliver udgivet i en slags 2.0-version. Hvilket lidt ligner et forsøg på at finde en smutvej til hurtige streams.
Digitale teknologier gør det nemt nok at finde nogle gamle sessions frem igen, fjerne et par ting, putte et par nye ting ind, og vupti: Easy money!
Streaming gør det også mere nærliggende at få genoplivet ældre sange. Aktualitet er ikke længere en så afgørende faktor i forhold til, hvad der hitter. På det seneste har vi set flere gamle sange, der lige pludselig er begyndt at blive store igen grundet en TikTok-trend eller et viralt øjeblik. Også selvom de slet ikke var et hit til at starte med.
Internettet og TikTok-trends har en tendens til at presse al fortid sammen i én stor buffet, så på den måde giver det god nok mening, at man giver nogle gamle sange en ny tur i maskinen, for at se om man ikke kan vriste bare lidt flere afspilninger ud af dem.
En gylden regel i popmusik er jo, at folk helst lytter til noget de kender i forvejen – eller i det mindste noget, der minder om noget de kender i forvejen. De her numre rammer en blanding af nostalgi, og en mere subtil, ubevidst forkærlighed for det velkendte.
Samtidig er det er væsentligt, at alle disse numre er så gamle, at vi lidt havde glemt dem.
Det ville for eksempel næppe fungere at lave en opdateret version af Justin Timberlake’s ‘Can’t Stop The Feeling’ fra 2016. Ikke kun fordi det er et rædderligt nummer, men også fordi det stadig er så nyt, at det føles nutidigt. Der er en vis karenstid før noget bliver retro, kitsch eller throwback.
På en måde bør det her jo ses som en win-win for alle involverede; de nye kunstnere får et hit, de ældre kunstnere får lov at virke hippe, relevante og med på moden. Og lytterne… får lov til at blive tvangsfodret med sange de allerede har hørt mere end rigeligt.
Fortiden som våben
Bevares. Det er da skidesjovt at høre Thomas Helmigs udødelige omkvæd fra 1994 blive kørt ind over et nutidigt drill-beat, som i et mash-up af en stiv DJ til gymnasiefesten.
Det kunne da også være pænt sjovt at høre Shooter Gang side om side med for eksempel Peter A.G.. Forestil dig det lige – »Skrrt skrrt ned ad Vestergade«.
Men samtidig føles det også som om, der løber en understrøm af kynisk musikbranchejuice igennem det hele.
Det er i hvert fald svært at tro, at alt det her ikke også handler om, at man ser en mulig gevinst i form af kroner og ører i den anden ende. Fortiden kan pludselig blive et redskab til at lukrere på streamingalgoritmer og lyttevaner.
Der er naturligvis frit lejde til at gå på opdagelse i arkiverne af hits (og ikke-hits for den sags skyld), der ligger derude. Sampling, referencer og remixes har været en del af musikbranchen i årtier, og har også været en kilde til store kunstneriske nybrud.
Men når det begynder at føles som, at man bare tager et gammelt hit og smider nogle mere crispy trommer og ugens rapper på, må man spørge sig selv, om man ikke er ved at nå en grænse for, hvor meget man kan læne sig op ad historien uden at blive opslugt af den.