‘Lucky For You’: Hvis bare Bullys tekster var halvt så opfindsomme som hendes karismatiske rockdrøn
Var der én ting, 90’ernes alternative rockkultur i sin ellers generelle begejstring for outsideren fortrængte, var det de kvindelige frontfigurer. Bevares, 90’erne gav os Courtney Love, PJ Harvey og Fiona Apple, men årtiet såede også frøene til en i retrospekt forstemmende misogyn musikkultur.
Alicia Bognanno, der er lig med bandprojektet Bully, har et naturligt flair for en feminin version af den alternative rock fra dengang – tænk Breeders, Hole og Throwing Muses. Det gør hendes omgang med pejlemærkerne mere relevant end den gængse 90’er-nostalgiske rock. Hvis Bognanno gerne vil sende en søsterlig hilsen til en række stærke, men lettere oversete forbilleder, vil jeg ikke lade min skepsis stå i vejen.
Bullys fjerde album lader sig nu heller ikke reducere til en grunge-æstetik. I stedet trækker ‘Lucky For You’ sin lytter rundt i en lydkulisse, der indebærer elementer af både mainstream- og nicheudtryk, og som inkluderer alt fra punk og power-pop til britpop, klassisk rock og shoegaze.
Af samme grund vil det også være for belejligt at affeje Bully som eksponent for en salgbar nostalgidyrkelse. Albummet er snarere en kalejdoskopisk rundtur i rockens forgreninger.
Når Bognanno er bedst, formår hun at give sin eksistentielle lede og søgen et konkret, personligt udtryk, men hun kan ofte ikke slippe udenom de sproglige abstraktioner og vage generaliseringer. »Time is just a useless measurement of pain«, synger hun eksempelvis på den Soccer Mommy-assisterede ‘Lose You’. Et lidt tomt udsagn, hvis ikke det understøttes af et konkret billedsprog.
Hun forfalder også til metaforer, der ikke for alvor gør os klogere på hendes særskilte perspektiv på verden. Når hun på ‘Days Move Slow’ synger »I’m living in the same black hole«, kan jeg mærke en sangskrivningsformel blive aktiveret, men jeg kan ikke mærke Bognanno som kunstner i egen ret.
Bognanno rækker som regel ud efter de bredeste metaforer, når hun synger om de helt store spørgsmål. Det ville klæde hende nogle gange at forsøge at håndtere tilværelsens lunefuldheder med mere overraskende eller kontraintuitive metaforer. En mangel på sproglig opfindsomhed bliver et stigende problem, som albummet skrider frem.
Bognanno er derfor afhængig af, at hendes melodier sidder i skabet. Og det gør de heldigvis ofte, godt hjulpet på vej af hendes karismatiske, hæse vokal. Åbningsnummeret ’All I Do’ er dynamisk kværnende som Bruce Springsteens landevejsrock omsat med en sjældent hørt fyrighed, og Bognanno formidler alene med sin stemmes raspende nærvær en intens nysgerrighed.
Sangen synes at adressere overvindelsen af et alkoholproblem, og den fremprovokerer en stærk følelse uden eksplicit at formulere den. Kan man opnå forløsning ved at flygte? Findes der en energi eller livskilde, der kan erstatte eller overflødiggøre alkoholens virkning?
Bognanno har en stærk fornemmelse for, hvordan en melodi kan trække linjer op med stor ligefremhed, og mange af sangene er da også under tre minutter lange. Men hun har også en uudgrundelig understrøm af noget mere esoterisk. Et ekstra noget, der ikke altid lader sig reducere til en simpel 1-2-3-derudaf-formular. ’Hard to Love’ lyder eksempelvis som fragmenter fra tre forskellige sange, der er sat sammen, og som alligevel giver indlysende mening, når den første forvirring har lagt sig.
’Lucky For You’ er endnu et musikalsk skridt fremad for Bully. Bognanno har de melodiske og håndværksmæssige kvaliteter til at levere varen – og til at levere den overbevisende. Hvis hun formår at kombinere de nære registreringer og store armbevægelser i ord og musik med lidt større finesse i næste ombæring, kan det meget vel resultere i et hovedværk.
Kort sagt:
Bully fortsætter med at kanalisere alternativ rock af 90’er-varianten på sit fjerde album, der byder på en kalejdoskopisk rundtur i rockens forgreninger. Melodisk, vokalt og håndværksmæssigt leverer Alicia Bognanno varen, men rent lyrisk forfalder hun for ofte til klicheer.