Madonna måtte i juni udskyde den nordamerikanske del af sin kommende verdensturné, da hun var blevet indlagt på intensiv afdeling med en bakteriel infektion.
Nu lader det til, at hun er kommet sig. I hvert fald har Live Nation udmeldt nye datoer for den nordamerikanske del af turnéen, der nu ligger i umiddelbar forlængelse af Europa-turnéen.
Koncertrækken skydes i gang i London til oktober. Herefter lægger hun blandt andet vejen forbi Royal Arena i København den 25. og 26. oktober.
Koncerterne over Atlanten sparkes i gang den 13. december i Brooklyn.
Den stortanlagte turné er en hyldest til Madonnas 40 års-jubilæum som musiker. Hun udgav debutalbummet ‘Madonna’ i 1983.
Siden har hun solgt over 300 millioner album på verdensplan og udgivet adskillige hitsingler.
Madonna lagde sidste gang vejen forbi Danmark i 2015, hvor hun gæstede Boxen i Herning.