JUBILÆUM. For 10 år siden sendte Miley Cyrus’ ’Wrecking Ball’ en nedrivningskugle direkte ind i populærkulturen.
For Miley indkapslede sangen hendes store, offentlige ungdomsoprør. Hun smed Disney-kostumet, og hun var nøgen i videoen – og smadrede dermed det klinisk rene image, børnekanalen havde bygget op omkring hende.
Resultatet var en offentlig udskamning, der har defineret hendes karriere og mærket hende dybt. Senest har hun dedikeret en hel single, ‘Used to Be Young’, til at bearbejde sit hit fra 2013.
Men ’Wrecking Ball’ var ikke bare en nedrivningskugle, der bragede ind i Cyrus’ Disney-image, den var også en slags skinnende spejlkugle, der viser, hvordan verden behandlede en popstjerne-teenager i 2013.
Selvom Miley Cyrus’ oprør set med 2023-briller – hvor twerking er normaliseret, OnlyFans eksisterer og ’WAP’ har taget sexpositiv popmusik til nye ekstremer – var ret så uskyldigt, blev hun dengang udskammet på ret nådeløs vis.
Der var åbenbart ikke noget, der kunne skræmme verden så meget som en nøgen Disney-stjerne på en nedrivningskugle.
I anledning af sangens tiårs jubilæum ser vi tilbage på dens historie – og dens indflydelse.
Hvad gik forud for ’Wrecking Ball’?
I 2013 var Miley Cyrus i gang med en transformation, der efterhånden er obligatorisk for barne- og ungdomsstjerner.
Hun skulle, som Britney, Christina og mange andre før hende, frigøre sig fra et nuttet image og Disney-familievenlighed. Det var tid til et ungdomsoprør.
I den tidligere ’Hannah Montana’-skuespillers tilfælde betød det i første omgang en heftig omgang hiphop-fest.
Miley Cyrus twerkede, røg joints, rappede og samarbejdede med Atlantas trapscene omkring folk som Future og produceren Mike Will Made It. Og så rakte hun virkelig meget tunge hele tiden.
Den trap-inspirerede ’We Can’t Stop’ og albummet ’Bangerz’ introducerede os for denne nye Miley, der var lidt som ’Spring Breakers’ på lyd: En ung, hvid teenager, der på vagt problematisk vis legede med hiphopscenens gangsterrolle.
»It’s our party, we can do what we want«, var Cyrus’ nye motto i omkvædet på førstesinglen ‘We Can’t Stop’.
Sangen handlede også om at tage MDMA og om at have uforpligtende sex – farligt, farligt!
Men ironisk nok var det ikke en af Mileys mange hiphop-sange, der skabte den største kontrovers i 2013, men en helt klassisk, ja, næsten gammeldags ballade.
Hvorfor var ’Wrecking Ball’ så kontroversiel?
’Wrecking Ball’ er en klassisk stor ballade, skabt til at blive spillet på højeste volumen for maksimal følelsesmæssig effekt. Dolly Parton har endda sammenlignet den med en af de ypperste af den type sange, nemlig hendes egen ’I Will Always Love You’.
Nummeret har desuden et metanarrativ om en relation til en anden berømt person (hej, Liam Hemsworth) – en taktik, der vækker mindelser om Taylor Swifts ekskæreste-kiss offs og senere Olivia Rodrigos ’Driver’s License’.
Ekskæreste-referencerne dyrker Cyrus også stadig selv – senest på storhittet ’Flowers’.
Men selvom ’Wrecking Ball’ som sang både er effektiv og rummer et pirrende metanarrativ, er det alligevel videoen, den for alvor huskes for. Miley, nøgen på en nedrivningskugle. Miley, der slikker en hammer. Miley, der kærtegner en kæde.
Det var lige en tand mere vovet, end hvad offentligheden kunne holde til. Kritikken var hård, og den kom fra mange sider.
Videoen starter med et close-up, der var inspireret af Sinead O’Connors ’Nothing Compares to You’, og i interviews omkring udgivelsen hyldede Cyrus forbilledet. Men O’Connor reagerede ved at kritisere Miley Cyrus ret heftigt i et åbent brev.
»Jeg er ekstremt bekymret for (…), at du tror, det på nogen måde er ’cool’ at være nøgen eller at slikke forhammere i dine videoer. Du tilslører dit talent, når du lader dig selv blive prostitueret, uanset om det er dig eller musikbranchen, der står for det«, lød det.
Kritikken haglede naturligvis også ned fra konservativ side, men mon ikke forbilledets nedladende ord om, at Cyrus dybest set var en prostitueret, ramte særdeles hårdt?
Netop prostitutionssammenligningen var et grumt eksempel på slutshaming, der vakte mindelser om den kritik, Britney Spears og Christina Aguilera fik i medierne 10 år tidligere.
I 00’ernes dark ages skrev selv medier som Time Magazine eksempelvis, at Aguilera lignede en, der kom »direkte fra en intergalaktisk luderkonvention«, som Soundvenues Marie Ulrich Østergaard har påpeget i en artikel om Disney-stjernernes oprør.
Den type sexistisk kritik var ikke uddød i 2013. Og det var ikke kun konservative stemmer, der løftede moralens pegefinger.
I et indlæg hos The Guardian kunne man for eksempel læse, at Miley Cyrus gav haveværktøjer oralsex, og at hun brugte pornografiske billeder, samt at hun gjorde sig selv til et sex-objekt. Hvorfor er hun ikke mere som Taylor Swift og Kacey Musgraves, spurgte artiklen i ramme alvor.
Det var lige før, man forventede, at nogen ville smække et flammende bogstav på Miley, så vi alle kunne se, hvilken satanisk-erotisk heks hun var.
Hvad har ’Wrecking Ball’ betydet?
Fordømmelsen kom altså også fra steder, som Cyrus troede var hendes allierede. Som andre musikere og progressive medier.
»Jeg forventede, at der ville være kontroverser og backlash, men jeg tror ikke, jeg forventede, at andre kvinder ville angribe mig eller vende sig mod mig. Især ikke kvinder, som før har været i min position«, har Cyrus for nylig udtalt i et interview i anledning af sangens 10-års fødselsdag.
Men måske har Cyrus’ kamp banet vejen for en bedre fremtid? I dag ser musiklandskabet i hvert fald noget mere tolerant ud.
Jo, der er stadig masser af drama, når Cardi B og Megan Thee Stallion rapper om deres »wet ass pussy«, eller når Lil Nas X twerker på Satan i en musikvideo. For bare lige at nævne to prominente eksempler.
Men der er noget pro forma-agtigt over de såkaldte kontroverser.
Vi kender rutinen: Der kommer en åh-så-farlig musikvideo, der viser lidt hud eller noget seksuelt, og så går konservative stemmer i baglås, mens sangen bare streamer endnu mere.
Det er en dans med de samme trin hver gang. Som lanciers.
I det store og hele har hele verden vænnet sig til, at popstjerner twerker, og at sex ikke er så farligt alligevel.
Jeg kan ikke huske, hvornår der sidst har været sådan en bred kulturel fordømmelse, som Miley Cyrus oplevede i 2013. Når senere barnestjerner – som Ariana Grande eller Olivia Rodrigo – har taget springet til de voksne popstjernes rækker, har reaktionerne slet ikke været voldsomme.
Det skyldes til dels, at ingen af dem gjorde oprør i samme grad som Cyrus. Men mon ikke den manglende forargelse også skyldes en udvikling i tiden.
Var Miley Cyrus dermed den sidste Disney-stjerne, der for alvor skulle igennem udskamningsmaskinen?
Det kan man jo håbe: At ’Wrecking Ball’ virkelig var nedrivningskuglen, der smadrede idéen om, at offentligheden har ret til at definere en ung popstjernes identitet.