Roskilde Festival: Rebebe krydrede en skidegod sang med en veltimet gimmick

Da Rebebe indtog Gaia-scenen, var den blevet pyntet op med en håndfuld røde yogabolde. Tydeligvis en manifestering af singlen ’Ball’ fra den unge altpop-kunstners seneste ep, ’Pleading’.

Hun var flankeret af sine bandmedlemmer på guitar, synths og bas. Intet videre odiøst i det – men front and center stod en skammel med et …. æggeur? Hvad det skulle betyde, skal vi nok komme tilbage til.

Rebebe er en særpræget sanger. Det er som om, at hver en udtalt vokal har et endeløst resonansrum, og hver konsonant en slagkraft som en hammer mod en ambolt.

Man kan sjældent høre, hvad der bliver sunget, men leveringen har en helt særlig effekt. Som i ’Flop’, hvor alle p’er og b’er er så hårdt stemte, at man næsten kan mærke spytpartiklerne i ansigtet. Live smeltede vokalen nærmest sammen med de samplede percussionlyde.

Midt i sættet fik Rebebe besøg af Fraads til ’Lad den rette komme ind’. Der var da en anseelig mængde folk, der hujede og klappede af især Papa E, men selve leveringen af sangen efterlod én med et lidt akavet indtryk, som om det skulle have været en større forløsning at få duoen med på scenen.

Selvom bandet var tændt og havde masser af energi, var det svært for dem for alvor at komme ud over scenekanten med deres angulære guitarfigurer og drevne synthflader. 

Flere gange føltes det som om, at det halvsløve festivalpublikum ikke var blevet tørre efter formiddagens regnvejr. Det lod ikke til, at Rebebes twistede popmusik var det helt rette håndklæde.

Men der var også rigtig gode stunder, som den rørende ’Want Out’, hvor Rebebe indtog Nord-pianoet og sang, så det smældede. Når en 22-årig synger »I want out of this body«, kan man ikke lade være med at spidse ører. Man ønskede næsten, at regnen trommede med på teltdugen.

Og så var der æggeuret. Det blev præsenteret nærmest som en gevinst i et gameshow og så drejet op før næstsidste sang, ’Tissue’. Et skidegodt nummer spillet i et arrangement, der klædte Rebebes sangstil.

For hendes sange var bedst, når de tillod sig selv at være mere udfordrende, ja endda flabede. Og det var ‘Tissue’, der på bare to et halvt minut klemte pingpongbords a-stykker og overdramatiske b-stykker sammen i en penduleren mellem fest og fuck mit liv. Dens humoristiske, vel nærmest novelty-agtige setup kunne vække mindelser om en sang som Harry Nilssons ’Coconut’. Et plus i min bog. 

Sangen sluttede, æggeuret ringede – godt timet!

Rebebe sluttede af med singlen ’Ball’, hvor de store bolde til lyden af en ægte, corny rockguitarsolo, blev kastet ud over publikum. Det er ikke længere hver dag, man ser bolde bounce rundt blandt festivalpublikummer, men skal det være festival, så lad det være festival!