Roskilde Festival: Aurora dedikerede en sang til moder jord – så blev hun stukket af en bi midt på Orange Scene
Aurora skriver storladne synthpopsange om eksistens, universet, natur og mennesker på en eventyrlig og ur-nordisk måde, og nogle gange er det næsten svært at forstå, at hun ikke er en fiktiv karakter.
Hun er faktisk så meget i pagt med naturen, at hun i starten af koncerten blev stukket af en bi og himlen åbnede sig i et blæsende regnskyl, da hun spillede en sang dedikeret til moder jord fra Orange Scene. Hvor Ronja Røverdatter-core er det lige?!
Til koncerten fredag eftermiddag spillede hun en god blanding af sange fra hele sin karriere. Både gennembrudshittet ’Runaway’ fra 2014 og åbningsnummeret ’Some Type of Skin’ fra albummet ’What Happened to the Heart’, der kun er knap en måned gammelt. Og Auroras særegne blanding af synthpop og norsk folkemusik gjorde sig godt i eftermiddagen.
Det var både dansabelt, imponerende og dragende, når hun bevægede sig rundt på scenen og på ’Starvation’ skabte hun nærmest klub-stemning.
Men noget af det, der skaber hele Auroras persona – det eventyrlige fjeld-fe-agtige og det maksimalistiske tekstunivers – er dog også noget af det, der gør det svært at føle, at hendes sange kommer helt under huden på én. Temaerne bliver så store, at de bliver en smule fjerne, og det bliver svært at leve sig i den ellers vildt karismatiske musikers univers, når man står iført gummistøvler og regnslag og føler sig meget langt fra eventyrlig.
Når det er sagt, skal der ikke herske nogen tvivl om, at Aurora var et musikalsk powerhouse.
Hun sang fuldstændig blændende, og bevægede sig med den største naturlighed rundt på scenen i et outfit, der for 90’er-børn mindede om en slags nordisk Esmeralda med bare fødder og Roskilde-armbåndet spændt om anklen.
Man kunne mærke hvert sekund af koncerten at hun elsker at optræde, og hun overøste publikum med taknemmelighed og søde gentagne thumbs up mellem sangene. Der manglede bare lige de der sange, der går ind og rører noget, og gør at man føler sig en oplevelse rigere efter en koncert.
Koncerten sluttede med ’I Don’t Need a Cure For Me’, og ’Giving Into The Love’ fra 2022-albummet ’The Gods We Can Touch’, og selvom koncerten ikke sneg sig helt ind i følelsesregistret, efterlod Aurora ingen tvivl om sit enorme musikalske talent.