Roskilde Festival: Jeg fik kuldegysninger, da Pil sendte Arena-teltet hele vejen til månen
Publikum var mødt talstærkt op fredag eftermiddag på Arena – eller måske rettere ’Klub Nuttet’, som Pil senere omdøbte scenen til.
Iført rød striktrøje og badet i lys i samme farve, indledte hun sin koncert med den følsomme ’Gangen’ og jalousi-sangen ’Andre venner’, hvor det klappelystne publikum fik varmet de aktive håndflader op fra første anslag.
Pil var gennem hele koncerten über-sympatisk, og måtte bede publikum hjælpe hende, hvis stemmen nu skulle knække af ren overvældelse. De adlød prompte på den introverte klubgængers nationalsang, ’Gulvet’.
’Når jeg vågner’ tog tempoet flot ned efter ’Dér’s rungende bas med tilhørende hoppefest og hyggeligt besøg af Wads.png aka. Mads Bo fra Phlake. Her fik dagens andet konfettibrag i perfekt samspil med nummerets bombastiske synthsolo det hele til at gå op i en højere enhed. Det er sådan, man lykkes med at spille ballader live.
Derfor var det også ærgerligt, at koncerten efter det smukke klimaks fortsatte i et trægt efterspil med den nærmest lidt dansktop-klingende ’Ind imellem’ og ’Please’. Og da Pil så efterfølgende løb en lang tur ned af scenen og helt ned midt i Arenas publikum på ’Inde i mig’ kunne man ønske sig, at hun havde brugt den tur på noget andet end at flette fingre og danse med sine tilskuere. Pludselig var der nemlig også laaaaang vej hjem til scenen for klubdronningen.
Da hun så til gengæld bød på ’Omvendt’ umiddelbart efter – dog uden besøg af duetmakkeren Andreas Odbjerg – var publikum igen helt klar med fællessangstemmerne.
Pils vokal er blød, og den smelter oftest flot sammen med de voluminøse synthflader, der er en grundsten i hendes musik. Hun brænder ikke igennem med en voldsom kraft, men nærmere gennem sine stærke melodier og tekster, der i langt de fleste tilfælde kan bære hendes afdæmpede levering. Dog led den mere tonalt udsvævende ’Hvad er der med dig?’ under en slet og ret svagere melodi. Men »hænderne i vejret / vi er okay«, som Pil sang.
Da ’Klub Nuttet’ kort tid efter lettede fra Arena og fløj mod månen på ’Dronning af månen’ var der dømt både kuldegysninger og mere konfetti, da Pil for en kort stund lukkede øjnene og tog sin bedrift helt ind, mens kameraet fangede hende og et begejstret publikum bagfra.
»Jeg glemmer det fucking aldrig«, råbte popsmeden, inden hun serverede endnu et uforglemmeligt moment til mindebogen med nyklassikeren ’Nattely’, hvor publikums overvældende fællessang blev fint balanceret med momenter af storslået stilhed.
Jeg besøger i hvert fald gerne ’Klub Nuttet’ igen.