En vaskeægte diskolegende har kurs mod Aarhus.
Det drejer sig om amerikanske Nile Rodgers, der så sent som i juni kunne opleves på Heartland Festival, og som næste år vender tilbage til Danmark, når han optræder til Summer Session i Tivoli Friheden.
Ligesom på Heartland Festival medbringer Rodgers bandet Chic, som han i sin tid var med til at stifte, og med hvem han i 70’erne udgav store hits som ‘Good Times’, ‘Le Freak’ og ‘Everybody Dance’.
Siden da har Rodgers desuden udmærket sig som producer og sangskriver, og han har blandt andet stået bag Madonnas ‘Like a Virgin’, Sister Sledges ‘We Are Family’ og Diana Ross’ ‘Upside Down’ – de to sidste i et parløb med Chic-bassisten Bernard Edwards.
I nyere tid har Rodgers samarbejdet med artister som Lady Gaga, Coldplay og Beyoncé, og yngre lyttere vil nok især kende ham som guitaristen på Daft Punk og Pharrells diskoinficerede megahit ‘Get Lucky’.
Billetsalget til koncerten i Tivoli Friheden starter på fredag den 22. november kl. 10.00.
Nile Rodgers & Chic (US)
21. juni 2025
Tivoli Friheden
Billetpris: 550 kr.