Den ene dag lancerer Kanye West hagekors-t-shirts. Få dage derefter indser han, at han åbenbart alligevel ikke er nazist. Og knap to uger er gået siden da, før han annoncerer, at han leder efter juvelerer, der vil lave hagekors-smykker til hans kæder.
Det skriver han på et X-opslag, der ikke kan integreres på andre hjemmesider. Muligvis fordi opslaget havde en tilhørende video med et 3D-design af et hagekors-smykke.
»Kalder alle juvelerer, jeg leder efter hagekors-kædedesigns«, skrev han i opslaget og dirigerede potentielle juvelerer mod mailadressen »swastachain@yeezy.com«.
I skrivende stund er opslaget om hagekors-smykker det eneste synlige opslag på Kanye Wests X-konto, men Billboard rapporterer at rapperen skrev talrige antisemitiske opslag i løbet af fredag.
Rapperens sidenhen slettede X-opslag bliver arkiveret på hjemmesiden Yzy Twts, og her kan man læse, at han blandt andet brugte sin fredag på at lange ud efter rappere, der i deres musik taler om, hvor mange de har dræbt, »men er bange for at gå med hagekors-t-shirts«.