Blandt sidste års største skuffelser på musikfronten var det stærkt imødesete tredje album af rapstjernen Playboi Carti, der aldrig kom.
Siden starten af 2024 teasede rage rap-ikonet heftigt for det nye album med titlen ‘I Am Music’ med en række spontant udgivne sange på forskellige sociale medier.
I september kunne man så endelig forudbestille albummet, da han udgav den Future-klingende single ‘All Red’, men siden har der været stille om den nye skive, og Carti har syntes mere optaget af sine samarbejder med Kanye West og The Weeknd.
Nu skriver Carti imidlertid, at ‘I Am Music’ er »færdigt«, melder HipHopDX.
Annonceringen kom fra rapperens Instagram-profil i forbindelse med omtalen at et helt andet projekt. Carti delte således i weekenden en story med en tekstbesked fra produceren Wheezy, der skriver »Jeg sampler ‘Girls Girls Girls’ for dig til albummet« med reference til Jay-Z’s hitsang fra 2001. Efterfølgende meddelte Carti, at han og produceren ikke snakkede om arbejdet på heftigt efterspurgte ‘I Am Music’.
PLAYBOI CARTI’S I AM MUSIC IS FINISHED 🚨
“MY ALBUM DONE ME N WHEEZY TALKING ABOUT SOME OL OTHER SH*TTT” pic.twitter.com/gYlizHWliQ
— NFR Podcast (@nfr_podcast) March 9, 2025
»Mit album er færdigt«, skriver han i en story. »Wheezy og jeg taler om noget helt andet shit«.
Tidligere har rapperen ifølge HipHopDX fortalt, at albummet er planlagt til at udkomme i løbet af marts. Hans hårdt prøvede fans kan altså stadig krydse fingre for, at denne plan holder stik.
Playboi Cartis seneste store udgivelse er punkede ‘Whole Lotta Red’ fra 2020, som allerede har fået kultstatus.