Kanye West siger, at J. Coles musik er for jomfruer

Kanye West siger, at J. Coles musik er for jomfruer
Kanye West. (Foto: Gotham/GC Images)

Når Kanye West ikke bruger X til at skrive provokerende nonsens som at spørge sine følgere hvorvidt »’Ni**er Cock’ eller ‘White Rape’« er den bedre albumtitel eller til at dele hagekors-illustrerede tracklister til et album ved navn ‘WW3’, langer han blandt andet ud efter sine rapkolleger. 2. april kastede han sig således ud i en (indtil videre ensidig) krig mod J. Cole.

»Jeg hader J. Coles musik så meget«, skriver han på X. »Det står mellem Kendrick og J. Cole. Jeg vil vædde med, at hvis industry plants havde bedt J. Cole om at disse Drake, var vi blevet udsat for en J. Cole-Super Bowl-reklame uden en SZA-sang til at redde den«.

Den lille hentydning til Kendrick Lamar kommer i forlængelse af, at Kanye West sidste måned begyndte at disse Kendrick Lamar på X. Når Ye først er begyndt at provokere, holder han sig dog kun sjældent til ét opslag, så han fortsætter og skriver: »Ingen lytter til J. Cole, efter de har mistet deres mødom«.

Drake bliver også hevet med ind i Yes Cole-dissende serie af tweets: »Da jeg mødtes med Drake under ‘Donda’, gik størstedelen af vores samtale ud på at fortælle ham, at han skadede hiphop ved at give J. Cole en platform, og jeg sagde hvor meget jeg elskede Future«.

Det er ikke første gang, Kanye West disser J. Cole. Sidste år udgav Ye et remix af Future og Metro Boomins ‘Like That’. Her rapper han: »Play J. Cole, get the pussy dry«.

Ye og Cole har tidligere samarbejdet på nummeret ‘Looking for Trouble’ fra 2010. Kanye West-sangen ‘The New Workout Plan’ bliver samplet på J. Coles store hit ‘Work Out’ fra 2011, hvormed Ye altså er krediteret som sangskriver på et af Coles mest populære numre.

Udover Kendrick og J. Cole har Kanye West de seneste måneder langet ud efter blandt andre Frank Ocean og Tyler, The Creator.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af