Kendrick Lamar blev den helt store vinder ved nattens BET Awards, men Doechii løb med prisen for Bedste kvindelige hiphopartist.
Det var Doechiis første sejr ved BET Awards, og hun brugte sin takketale på at sende et klart budskab om Trump-administrationens brug af militærstyrker mod demonstranter i Los Angeles, hvor prisuddelingen fandt sted.
»Der foregår brutale angreb, som skaber frygt og kaos i vores communities i lovens navn«, sagde den Roskilde Festival-aktuelle rapper efter at have anerkendt de andre nominerede i kategorien.
»Trump bruger militærstyrker på at stoppe en demonstration. Jeg vil gerne have jer alle til at overveje, hvilken slags regering det ser ud til at være, når militæret tages i brug, hver gang vi bruger vores demokratiske ret til at demonstrere. Hvilken type regering er det?«.
Dusinvis af mennesker er i weekenden blev arresteret for at demonstrere mod regeringens såkaldte immigration raids, skriver The Guardian.
Mandag autoriserede Donald Trump yderligere 2000 medlemmer af nationalgarden til at stoppe demonstrationerne, hvilket ifølge mediet bringer det samlede antal op på mere end 4100.
»Jeg føler, det er mit ansvar som artist at bruge dette øjeblik til at tale på vegne af de undertrykte mennesker. Vi fortjener alle at leve i håb og ikke frygt. Jeg håber, vi står sammen«, sluttede Doechii sin takketale.