Du skal tidligt ud af fjerene for at fange to af årets mest spændende festivalbookinger

Roskilde Festival og Syd For Solen har prydet deres plakater med fremadsynede bookinger, der kommer lige i hælene på stærke album – og som også har det til fælles, at de har fået nogle af festivalens allertidligste spilletider. Alligevel må du ikke gå glip af Hemlocke Springs og Ninajirachi.
Du skal tidligt ud af fjerene for at fange to af årets mest spændende festivalbookinger
Hemlocke Springs. (Foto: PR)

ANBEFALING. Dagens første koncert!

Et programpunkt, der vækker frygt for mangt en festival, men som også kan ende med at stå som en magisk måde at starte en festivaldag. Som et espressoshot, der giver energi til hele resten af festivaldagen.

Jeg er sådan en type, der nærmest altid prioriterer at sætte tid af til at komme til festivalen så tidligt som muligt – og først tage hjem, når det allersidste band har spillet færdigt.

Derfor ved jeg også af erfaring, at festivalpladser kan være meget sparsomt befolkede i de timer, hvor dagens allerførste koncerter finder sted. Og selv hvis dem på scenen giver den hele armen, kan det være svært at få folk ordentligt i gang. »Vi var bange for, at der slet ikke ville komme nogen« er et hyppigt refræn til disse helt tidlige koncerter.

Ninajirachi. (Foto: Tom Vanderzeil)

Måske derfor er det så populært at placere danske navne til de tidlige spilletider, men af og til placerer festivalerne et internationalt navn. Og ikke bare et halvlovende internationalt navn, men et kæmpescoop, som det er synd, at mange mennesker nok går glip af, fordi de er placeret så tidligt.

Sidste år lagde Roskilde Festivals lørdagsprogram eksempelvis hårdt ud med de to transkønnede stjerneskud Jasmine 4.t og Creekbed Carter Hogan, begge ved 12-tiden. Jeg så sidstnævnte, og det var fuldstændig magisk.

Roskilde er havnet i en lignende situation i år med bookingen af synthpop-darlingen Hemlocke Springs. Og de er ikke alene, for Syd For Solen har givet en kriminelt tidlig placering til electrohouse-fænomenet Ninajirachi.

Theater kid-energi

Hemlocke Springs blev annonceret til Roskilde Festival samtidig med, at tidsplanen landede. Man kunne lige akkurat nå at glæde sig over, at kunstneren bag en af årets bedste popdebuter var blevet tilføjet, før man opdagede, at hun allerede spiller klokken 12.

Det hjælper heller ikke, at det netop er om fredagen, hun har fået denne tidlige tid. Hvis man har smag for techno, er man blevet oppe til meget sent torsdag nat, idet Brutalismus 3000 spiller 02.00.

Hemlocke Springs fik et mindre gennembrud i de mere nørdede ender af poppens verden, da hun i 2022 udgav den charmerende single ’Girlfriend’, der starter som et ganske blidt stykke flirtende synthpop, men som tiltagende bliver mere teatralsk, særligt takket være Hemlocke Springs’ vokaler, der bliver mere maniske og intense i hvert vers.

’Girlfriend’ er en fremragende sang, og da hun senere samme år udgav ep’en ’Going…Going…Gone!’, var det klart, at hun har et helt særligt talent for popmusik, der både er iørefaldende og udskejende, quirky og oprigtig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Begejstringen blev kun større, da vi i år fik et debutalbum. ’The Apple Tree Under the Sea’ er en så storladen popodysse, at det får ’This Music May Contain Hope’ til at fremstå, som om Raye holder igen med de store armbevægelser. Og så endda på under den halve varighed.

Det er den samme theater kid-energi, der var drivkraften, dengang Panic! At the Disco brød igennem, men her i skarpe synthpop-indpakninger. Det er musik af den slags, der rusker i lytteren, hvad end det er skælvende beretninger om »filling holes with opioids« på ’The Beginning of the End’ eller hektiske cirkustoner, der lyder som snydt ud af en 25 år gammel Cartoon Network-serie, på ’Head Shoulders Knees Ankles’.

I en æra, hvor så meget popmusik synes skabt til ikke at distrahere for meget – fordi folk slet og ret trykker skip, hvis det ikke fungerer som baggrundsmusik – er det simpelthen så dejligt, at der er nogen, der er villige til at gå amok.

Jeg håber bare, der også er et publikum, der er villige til at gøre det samme ved frokosttid.

Knep en computer

Allerede inden Syd For Solen-tidsplanen landede, var det tydeligt, at lørdagspuslespillet ikke gik let op. Der er kun plads til ét lukkenavn på Under Himlen-scenen, efter The xx har givet deres headliner-koncert, og solen er gået ned, men programmet har hele to oplagte klubkunstnere til den opgave: Fcukers og Ninajirachi.

Valget som lukkenavn er faldet på Fcukers, og Ninajirachi har derimod fået tiden som dagens allerførste navn.

Det er dog ikke helt så skidt som på Roskilde Festival. Syd For Solen starter først deres musikprogram klokken 14. Og så er det jo weekend, så folk har måske lidt ekstra overskud til at tage tidligt ud på festivalpladsen.

På andre parametre er det langt værre. Folk bor trods alt på Roskildes festivalplads og skal ikke gå langt for at komme til dagens første koncert. Hvis man vil nå Ninajirachi, skal man sørge for at pakke sin taske, børste sine tænder, lægge makeup, måske spise en strategisk madpakke hjemmefra – og før man ved af det, kommer man senere ud af døren end planlagt.

Men inden du begår sådan en brøler, vil jeg lige opfordre til at lytte til Ninajirachis fremragende albumdebut fra sidste år, ’I Love My Computer’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det album skriver sig ind i den stolte tradition af dance-musik, der samtidig er smaskforelskede kærlighedsberetninger mellem musikkens afsendere. Tænk på, hvor mange Aqua-sange, der går ud på, at René og Lene flirter, eller ditto med vores alles problematic faves i Die Antwoord.

Ninajirachis album er bare lidt anderledes i det regi, for hendes partner er ikke et andet menneske, men hendes computer. Og der er bare kanongod kemi mellem dem, når hun eksempelvis på ’iPod Touch’ synger om at have »FL Studio free download« i sin søgehistorik, alt imens man kan høre, hvilke kanonlækre produktioner, hun har kokkereret på computeren.

Så god kemi, at man endda kan være med på hendes perversioner, når det efterfølgende nummer hedder ’Fuck My Computer’ og vitterligt handler om ønsket om at have sex med den maskine, der er i stand til at skabe disse smukke lyde med hende.

Jo længere vi kommer i tracklisten, jo mere føles det som om, computeren har en længsel efter at udtrykke sig gennem musikken. Produktionerne bliver kun mere uregerlige og overrumplende.

Da Ninajirachi spillede på årets Coachella, og jeg streamede det på mit tv, lignede det en uforglemmelig nattefest, hvor netop dette vanvid havde perfekte muligheder for at udfolde sig. Under Coachellas anden weekend blev hun endda hevet på scenen som gæst under PinkPantheress’ sæt. Game recognizes game.

Men er folk klar på at synge med på at kneppe deres computer allerede fra dagens start? Hvis de er det, kan det i hvert fald være et energiboost, der kan mærkes i løbet af hele den resterende festivaldag.

Hemlocke Springs spiller på Roskilde Festival fredag 3. juli klokken 12. Ninajirachi spiller på Syd For Solen lørdag 15. august klokken 14.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af