Roskilde Festival: Insektdronningen Oklou lod festen vente på sig – men den var det hele værd
KONCERT. Et orangerødt skær glødede op under et klæde midt på Eos. Alt omkring det varme lys var kysset godnat af aftenens mørke.
Fra højtalerne kom en smuk, hvislende lyd. Spændingen sænkede sig over menneskehavet. Efter et øjeblik faldt klædet af, og på langbordet sad hovedpersonen – den elektroniske musiker Oklou – foroverbøjet med en selvlysende blokfløjte.
Det var den sans for æstetik og detaljer, der prægede franskmandens koncert, og de samme kvaliteter, der gør sig gældende for hendes underskønne debutplade fra sidste år, ‘Choke Enough’. Det var med ét klart, at der var tale om en kunstner med en vision.
Hendes to backingmusikere betjente både samplere, keyboards og et mindre udvalg af guitarer. En dejlig overraskelse med live-instrumenter til en koncert, der også kunne have været et laptop-dj-set. Musikken er dog næsten lige så organisk, som den er digital, så naturligvis skulle det præsenteres bedst muligt i live-format.
‘Choke Enough’ – og Oklous musik i det hele taget – spænder også bredt. Fra glitchy ambient-pop til dansemusik med tråde til både house, trance og EDM. Men som Oklou selv sagde fra scenen, er den bedste indkapsling af hendes lyd beskrevet af ingen ringere end Ethel Cain som »music for bugs«. Glitrende som ildfluer, smuk som mariehøner.
Netop det fine og underskønne udgjorde koncertens første små 40 minutter. Vokalen betagende og dragende, instrumenterne stjerneklare. Det var smukt, men gjorde heller ikke meget væsen af sig. Oklou var sympatisk og virkede meget glad for at spille, men det musikalske udtryk var introvert og tempoet ens i flere sange i streg.
Først da den smukke ‘Blade Bird’ blev introduceret af insektdronningen som lejrbålssang, virkede publikum virkelig investerede. Da blev der sunget med på den hjerteskærende tekst, men sangen måtte startes forfra, da én blandt publikum fik et ildebefindende, hvilket Oklou heldigvis hurtigt gjorde opmærksom overfor sikkerhedspersonalet.
Herfra vendte koncerten pludselig på hovedet, og den intime start blev erstattet af en halv times euforisk fest. Bas- og trommesamples tog over fra den rolige blip-blop, og lys og lasere kastede pludselig farver ud i nattens mørke. Publikums arme fløj op i luften som en hær af insekter.
Da gik vi virkelig i symbiose – os og Oklou – og mellem hvert af de sidste numre strømmede glæden ud af hende. Vi skulle vente lidt på eksplosionen, men i koncertens sidste halvdel blev det til ét langt klimaks.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.