Roskilde Festival: Los Thuthanaka sugede publikum til sig som et sort hul

KONCERT. Hos Los Thuthanaka er tiden et bøjeligt begreb. 

Både i konkret forstand, når søskendeparret Joshua Chuquimia Crampton og Chuquimamani-Condori udvider og forlænger deres repeterende, dronende kompositioner, men også i overført betydning. Deres kunstneriske vision er at aflære os moderne musiktænkning, finde inspiration i fortidens toner, rytmer og traditioner – og herigennem skabe musik, der stiller sig uden for tiden, måske endda peger ind i fremtiden.

Nå, det her er jo ikke Roskilde Filosofifestival. Og hvor jeg ikke er 100 procent overbevist om genialiteten ved Los Thuthanakas Pitchfork-hypede album fra sidste år, så var duoens koncert på Fauna en fængende indføring i et lydunivers, der ikke rigtig kan sammenlignes med noget andet. Det var lige dele science fiction, fortidsrejse, psykedelisk mareridt og tribalistisk ritual.

De musikalske byggeklodser var simple: grofthakkede guitarakkorder, klangfuld synth og keytar samt synkoperede rytmer hentet fra oprindelige sydamerikanske genrer som huayño, caporal og kullawada. Gentaget igen og igen med små forskydninger i klange og rytmik, indtil trancen satte ind. De kompakte, men ekspansive soundscapes sugede publikum til sig som et sort hul.

Det visuelle understøttede på syret vis musikken. Hovedpersonerne lignede to psycho-cowboys i deres glitrende, kaktusinspirerede outfits, samtidig med at skærmen bag dem flød over med kitschede animationer i skrigende neonfarver og tegneserie-agtige fonte. Det føltes som at være fanget i en glemt David Lynch-film.

Første halvdel af koncerten var en malende intenst oplevelse med tålmodigt opbyggede crescendoer, men til slut åbnede Los Thuthanaka op for en anden og mere sfærisk dimension. Her blev produktionerne luftige, beatene blødere, og Joshua Chuquimia Crampton påtog sig rollen som newage-Mark Knofler, der med sine ømme, klangfulde guitarflader ikke gav en fuck for guitaristen som fallisk forfører.

»Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage«, skrev Jørgen Leth engang. Den samme tanke rumsterede i mit hoved, da Los Thuthanaka gik af scenen efter 50 komprimerede minutter, og uanset om man køber det bagvedliggende tankegods, må man bøje sig i støvet for deres kompromisløse udførsel.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.