Sponsoreret af Politikens Forlag
Countrypoppens Jane Austen. Nashvilles uofficielle ambassadør. Prisuddelingernes bordrydder. Kattemenneske. Bar/car-rimets regerende dronning.
En produktiv sangskriver og imponerende forretningskvinde, der har formået at gøre sit eget navn til et verdensomspændende, similiskinnende brand, og som i år kan fejre 20-års jubilæum for sit allerførste album.
Og hvilken bedre måde at hylde sådan en milepæl end med en bog om, hvordan det hele begyndte?
‘Taylor Swift – den første æra’ er netop det!
Med afsæt i mere end 100 interviews med centrale kilder, fra producere til musikere, udfolder Washington Post-journalisten og countryentusiasten Emily Yahr fortællingen om pigen med stålsind og en 12-strengsguitar, der gik fra at synge karaoke på ukurante honky tonks og skrive sange i matematiktimerne til at blive en af historiens bedst sælgende kunstnere – for slet ikke at nævne et af klodens største fanfænomener.
Var man ikke allerede hoppet ombord på det hurtigtkørende Taylor-tog – måske endda en anelse skeptisk – forstår man 100 procent hypen efter at have læst om genremix, cowboystøvler og offentlige ydmygelser fra douchebaggy rappermænd. Og som en slags public service har vi samlet fem af bogens (mange) grunde til, at du ender som Swiftie – hvis du ikke allerede er det selvfølgelig.
#1 Hun er en girls girl
»Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper andre kvinder« – Taylor Swift
Selvom musikbranchen med sine misogyne tendenser forsøger at få kvinder til at kæmpe mod hinanden om den sparsomme plads på scenen og i pladeindustrien, har megastjernen altid stået fast på søstersolidariteten.
Udover hyppigt at hylde sine idoliserede forgængere som Shania Twain, LeAnn Rimes og the one and only Dolly Parton (RIP!), deler hun også glædeligt gyldne tekster og spotlyset med nyere kvindelige artister.
For hvis der kan være plads »til en parade af ens mandlige countrystjerner med cowboyhatte og navnet Luke«, burde der da også være plads til bare to kvinder, der kan synge og spille guitar. Preach.
#2 Hun tager ungdommen dybt alvorligt
Der er dog særligt én lille dame, hun har heppet ekstra meget på: teenagepigen.
Den sentimentale stjerne har selv skrevet om den første forelskelse og frygten for at være forkert, og ved at omsætte kaotiske teenagefølelser til sangtekster spækket med skolepoesi og resonans har Swift insisteret på at skabe rum til en 14-årigs oplevelser.
Og måske er det netop en både skarp og porøs coming of age-pen, der indfanger livet – og countryen – allerbedst.
»Det underliggende tema i country er, at man fortæller om virkeligheden, og det er svært at finde noget mere virkeligt end en teenagepige, der lukker alle sine følelser ud«, som det ret præcist formuleres i bogen.
#3 Hun er den succesfulde underdog
»Hej, jeg hedder Taylor, jeg er elleve år, og jeg vil gerne have en pladekontrakt. Ring til mig!«
Men ikke alle tager hverken det unge hjerte eller talent alvorligt. Det ved Taylor om nogen.
For gennem de spæde opstartsår strugglede hun ikke blot med at blive signet af at pladeselskab, men også med at blive anerkendt som en sangskriver i egen ret – og endnu mere med at finde samarbejdspartnere, der tog hende lige så seriøst, som hun tog sig selv.
»Masser af byens musikere vurderede, at de ikke var det rigtige match til Taylor, og sagde nej til muligheden uden at ane, hvad fremtiden ville bringe«, skriver Yahr i bogen. »Nu må de bare leve med de vittigheder, der bliver fortalt på deres bekostning om, hvad det kunne være blevet til«.
Av. Eller som Julia Roberts’ ikoniske karma-replik lyder i ‘Pretty Woman’: »Big mistake. Big. Huge!«
#4 Hun er pissesjov
Måske er Taylor Swift ikke ligefrem den første, man tænker på, når man tænker komik.
Men i biografien står det alligevel ret klart, at humor og en gudsbenådet selvironi er hovedkomponenter i musikerens imponerende arbejde.
At hun har lavet en coverversion af Eminems ‘Lose Yourself’, er da eksempelvis ret sjovt. Det er det også, når hun som en vaskeægte easter egg queen konsekvent planter weird intertekstuelle referencer i tekster, albumcovers og musikvideoer, som får fans til at lede efter ‘skjulte’ budskaber og kærester. Hvis der altså er en.
»Jeg har aldrig været den type, der SKAL have en kæreste. Og desuden bliver jeg ikke ret tit inviteret ud, fordi fyrene ved, jeg kan finde på at skrive sange om dem«, har hun som tidligere singleton joket om sit kærlighedsliv og sin unikke evne til at forvandle horrible datingoplevelser til kæmpe bangers.
For når livet giver dig citroner og dårlige mænd, så lav et Top 3-hit og grin (sammen med dine fans) hele vejen til banken.
#5 Hun er verdens bedste idol
»Ingen tager sig så godt af deres fans som Taylor«.
Punktum.
For selvom Taylor Swift kan takke sit talent og ukuelige go-getter-gen for en del af sin succes, ved både hun og alle andre, at fansene er en væsentlig årsag til, at hun er gået fra MySpace-darling til superstjerne.
Det er dem, som gennem to årtier har købt plader, streamet sange og mødt talstærkt op til koncerterne. Og selvom der unægteligt også er en god portion markedsstrategi i at pleje forholdet til sit trofaste publikum, virker det samtidig oprigtigt og dybfølt, når man læser de talrige fortællinger om, hvordan hun tropper op som VIP-surprise til polterabender, inviterer folk hjem til kinesisk, yder økonomisk støtte til dem, der trænger, og – vigtigst af alt – skriver musik, der rammer lige i hjertekulen på fanklubben.
En, der unægtelig vokser sig større efter denne bog.
Køb ‘Taylor Swift – den første æra’
Sponsoreret indhold
Denne artikel er produceret af Soundvenue Studio i samarbejde med Politikens Forlag. Indholdet er udviklet uafhængigt af Soundvenues redaktion.