Shop med omtanke

Her er byens bedste neglebarer – ifølge dem, som sætter sig i salonstolene

Hvor går man hen for at få lavet nogle af byens flotteste negle?
Her er byens bedste neglebarer – ifølge dem, som sætter sig i salonstolene
Neglebar, der laver lange kunstige negle og nail art har fået en revival. (Foto: Therese Lærke/Soundvenue)

Kunstige negle og nail art har nydt stor popularitet den seneste tid. På Instagram flyder det med billeder af smukke negledesigns og forskellige lakerede mesterværker. Og håndværkerne, ja, de sidder ikke længere kun under kølige lysstofrør i storcentrene. Byen er fuld af dem.

Men hvor finder man egentlig byens bedste neglebarer?

Det spørgsmål har vi stillet rapper Vinnie, sangerinde Ida Laurberg og radiovært Ida-Sophia, der alle har ret godt styr på deres neglegame.

NailsByMalika

Vinnie, rapper, @vinnievvt.

»NailsByMalika er den, jeg stoler på med mine negle. Hun laver egne produkter til negle, såsom neglebåndsolier og cremer. Hun er virkelig kreativ og kommer altid med gode ideer til nye neglesæt, og hun fejler aldrig. Og så tager hun ikke for lang tid, da hun er rutineret. Jeg bliver modtaget med åbne arme og store smil, fantastisk service.

Når jeg får lavet negle, går jeg efter noget unikt – eller noget simpelt. Det kommer an på, hvad jeg får lavet negle til. Når jeg skal optræde, kan jeg godt lide, at de er lidt længere og noget, man lægger mere mærke til i forhold til i hverdagene. Der fortrækker jeg et langt mere simpelt look«.

Dasmyfren Nails

Ida-Sophia, radiovært, @idahsophia

»I starten da jeg fik lavet negle, gik jeg altid til Nørrebro Bycenter for at få en klassisk babyboomer eller noget pastelfarvet. Det fungerede også – selvom de spillede sindssyge julesange i maj, og der altid var pisse koldt. 

Senere hen fik jeg øjnene op for Dasmyfren. En ung kvinde, der ikke bare laver negle, men kunst. Jeg elsker, at man kan komme til hende og sige: »Jeg vil gerne have lavet noget, der minder mig lidt om pokemonuniverset, men måske med det her Louis Vuitton-mønster, en månelanding og den her kage fra Bagedysten«, og så går hun i gang med at tegne med små pensler direkte på dine negle.

Selvom det kan tage tid, føler jeg næsten, at jeg er i biografen, når hun arbejder, fordi det er så fascinerende. 

Når jeg skal have lavet negle går jeg ofte efter tendenser, der inspirerer mig. Det kan være alt fra farver, mønstre, film, tv og tryk på tøj til artister, jeg følger på Instagram – Kylie og Kendall har tit har nogen flotte negle.

Men det kommer også an på anledningen. Hvis jeg skal være vært på noget eller til en stor fest, går jeg all in. Til min 30 års lavede Dasmyfren eksempelvis min hund Anton med små perler på min tommelfinger og ting, som betyder noget for mig, på resten af neglene. Men til hverdag er jeg nok mere til sjove mønstre«. 

Nails by Isabella

Ida Laurberg, musiker, @idalaurberg.

»Her fik jeg lavet mine allerførste kunstige negle. Isabella er pisse sød, kreativ og dygtig. Jeg føler, at jeg ville kunne komme med enhver idé, og så ville hun være sådan: »Helt sikket, det gør vi«. Selv når jeg kommer med noget, der er lidt anderledes end det, hun plejer at lave. Og det er vildt fedt.

Da jeg var derinde første gang, anede jeg ingenting om negle, så jeg startede med en lidt firkantet, ombre-blå, lidt porno-agtig negl. De var fede, men ikke 100 procent mig.

Den efterfølgende gang foreslog hun mig derfor en mandelformet negl, som jeg fik lavet med forskelligfarvede spidser. Fucking cute. I øjeblikket har jeg sådan nogle Billie Eilish-slimgrønne negle. Og jeg har allerede gang i de næste idéer«.

Purchase-redaktionen opererer uafhængigt af kommercielle aftaler. Soundvenue tjener ingen penge, hvis du køber et produkt, vi anbefaler. Vi har udelukkende interesse i at viderebringe anbefalinger af højkvalitetsprodukter.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af