I løbet af de sidste tre årtier har vi, gamerne, bekæmpet (og besejret!) drager, zombier, nazister og alskens anden ondskab. Vi har nydt rejsen, vi har delt oplevelserne med venner, nye som gamle, og vi har solet os i sejrens sødme og fejret vores eventyr med begejstrede udbrud og episke genfortællinger af rejserne igennem utallige universer og tidsaldre.
Vi har indtaget rollerne som rum-soldater, riddere, gravrøvere, konger, guder og helt almindelige mennesker i helt ualmindelige situationer.
Hvad vi ikke har gjort er at spørge hvorfor – hvorfor begiver den her stakkels soldat/konge/blikkenslager sig ud på en farefuld mission: Hvorfor sparker han/hun ikke bare benene op med en sherry i glasset og Big Fat Snake på anlægget?
Kærlighed er en stærk motivation for alle – det ved vi fra nogle af de største helteeposer fra det store lærred. Men det gælder sandelig også for hovedpersonerne i populære computerspil. Vi tager her et kig på de stærkeste romancer, der har rykket helte og heltinder væk fra tørre drikke og kedelig musik.
1. ‘Catherine’
Catherine er et mærkeligt spil. Jeg var vild med det, men det er stadig svært for mig at forklare, hvad det var der ramte mig så effektivt.
Catherine er et puzzle-/platform-spil hvor man i den ene halvdel af spillet (dagtimerne) skal guide hovedpersonen, Vincent Brooks, gennem et tiltagende kompliceret forhold til to kvinder: Hans hengivne og lidt kedelige kæreste, Katherine, eller den nye betagende Catherine med hvem han/man indleder et vildt og stormende forhold. I den anden halvdel (mareridt i nattetimerne) skal man i bedste Qbert-stil hoppe på og flytte med kasser for at nå toppen af højere og højere bjerge.
‘Catherine’ leger meget med mareridts-settingen som sammen med den grafiske stil giver et meget unikt spil med lige dele japanske referencer og letgenkendeligt gameplay. Historien gør ambitiøst og vellykket forsøg på at forklare kærlighed, tvivl, utroskab, forelskelse og forhold.
‘Catherine’ er et særegent spil som henvender sig til folk med krøllede hjerner og hang til kompliceret historiefortælling – men i sin egen niche er det et særdeles kapabelt spil.
2. ‘The Last of Us’ (Ellie/Riley, Ellie/Joel)
Et af de senere års absolut bedste spil er alt for ofte blevet afskrevet som et survival-spil i en apokalyptisk zombie-setting. Hvorom den overordnede handling ganske rigtigt afbilleder en ganske generisk hovedperson, Joel (mørkt hår, skæg, pistol i bæltet og et distanceret forhold til smil og humor) og hans forsøg på at navigere i en konflikt imellem “regeringen” og modstandsfolket, der på hver sin vis forsøger at finde kuren mod den hærgende zombie-epidemi.
Det der virkelig driver spillet fremad er dog Joels forhold til den unge pige, Ellie, som måske/måske ikke er kuren mod zombie-sygen. Ellie og Joels forhold får hurtigt en far/datter-vibe som sagtens kunne være endt i beskytter-trang og kedelige floskel-samtaler, men Naughty Dogs evne til at menneskeliggøre deres karakterer gennemsyrer hele spillet og giver spilleren et reelt emotionelt engagement i Joel og Ellies personlige historier og udvikling.
Spillets indtalte og animerede skuespil indgyder et stærkt indtryk af en platonisk kærlighed som sjældent er gjort bedre.
Oveni bør Ellies forhold til en anden ung pige, Riley, fra udvidelserne til spillet også nævnes – et enormt modigt favntag med ung kærlighed, homoseksualitet og at være på vej til at blive voksen er unik, modig og virkelig flot produceret.
Spil ‘The Last of Us’ – både for gameplayet, men SÅ meget også for historien og personerne.
3. ‘Earthbound’ (Jeff/Tony)
‘Earthbound’ er et gammelt mærkværdigt spil mange måder; med sin 16-bits grafik og tekst-baserede dialog er der ikke meget Hollywood-værdi at hente i forhold til moderne rollespil som ‘Mass Effect’, ‘Fallout’, ‘Skyrim’ og resten af HD-mesterværkerne vi har haft fornøjelsen af de sidste par år.
‘Earthbound’, eller ‘Mother 2’, fra 1994 er til trods for det pixelerede afsæt en milepæl i historiefortælling for spil. Udviklerne fra Ape/HAL ramte den der je ne sais pas i både personer, dialog og stemning så spillet hæver sig op som et magnum opus der fortjente langt mere end at stå i skyggen af ‘Final Fantasy’-spillene samt rollen som nicheværk for eftertiden.
‘Earthbound’ er et klassisk rollespil hvor man med et hold af forskelligt specialiserede karakterer skal igennem øde bjerge, skumle kældre og mørke skove ,imens man bekæmper monstre og skurke for at få experience points til level-ups, samt guldmønter til nyt udstyr.
‘Earthbound’ er dog samtidig et mesterligt fortalt eventyr hvor den dragende fortælling skubbes fremad af særligt forholdet mellem Jeff og Tony. Jeff og Tony bor sammen og er bedste venner, men deres forhold beror på en understrøm af, at den ene af dem vil mere – og hvorom deres forhold i spillet forbliver platonisk og venskabeligt eller udvikler sig til en romantisk affære, er deres bånd og kærlighed fænomenalt beskrevet og er én af mange grunde til at finde en SNES (eller en emulator) og grave den glemte perle, ‘Earthbound’, op.
4. ‘Monkey Island’ (Guybrush Threepwood/Elaine Marley)
Åh, Guybrush. Guybrush er ‘Monkey Island’-spillenes elskelige hovedperson. En ung knøs hvis største drøm om at blive sørøver-kaptajn sjældent har mere medvind end at han kan holde vejret under vand i 10 minutter.
Undervejs i sit spæde pirat-eventyr i det første spil fra 1990 møder Guybrush sit kvindelige modstykke, Elaine Marley. Elaine er alt det Guybrush ikke er – handlekraftig, modig og dygtig – så selvfølgelig forelsker den håbløse ungersvend sig stormende og hovedkuls i hende.
Guybrushs forelskelse i Elaine er ikke kun forståelig, men også medrivende – både fordi hun er “all that” men også fordi Guybrush og Elaines forhold rammer den perfekte balance mellem komedie og kærlighed. Deres indbyrdes dialog og kær og komisk: Guybrush der prøver og prøver spejlet i Elaine der bare gør. Guybrush er langt mere hjerte end hjerne og muskler, men hans hjerte redder dagen gang på gang, og bagefter redder den handlekraftige Elaine dem begge to.
‘Monkey Island’-spillene er klassiske adventure-spil og var med på førstebølgen fra Lucasarts. Man rejser rundt i Det Caribiske Ocean og samler ting op for dernæst at forsøge at kombinere tingene med andre ting. Simpelt og ligetil. Hvorom de klassiske adventure-spil i nyere tid har veget pladsen til fordel for actionbrag og online-arenaer er ‘Monkey Island’-spillene altid garant for både hovedbrud og grin.
Guybrush og Elaines forelskelse er det tætteste denne liste kommer på soulmates. Hvorom de så ofte skal gå så grueligt meget igennem, er deres kærlighed, om end komisk og let i sit udtryk, urokkelig og alle de farefulde eventyr værd.
De nyere HD-remakes er charmerende og oversætter historien og dialogen på fornemste vis til nyere medier. Foruden Lucasarts’ absolut bedste serie er ‘Monkey Island’ 1, 2 og 3 også tidsløse klassikere som alle burde spille mindst én gang.
5. ‘Shadow of The Colossus’ (Wander/Mono)
‘Shadow of The Colossus’ fra 2005/2006 er en tour de force i storladne setpieces og fuldt orkestrerede og dramatiske boss-battles. Pigen Mono ligger død på alteret, ofret til guderne efter en ildevarslende profeti udpegede hende som gesandt for dommedagen.
Spilleren indtager rollen som Wander, der rejser ind i et mørkt og mystisk univers hvor 16 kolosser lever. De skal nedkæmpes én efter én for at den spøgelsesagtige Dormin vil genoplive Mono. Hvorfor Wander vil genoplive den (måske?) forbandede Mono melder historien ikke noget om, men sammen med sin trofaste hest Agro, begiver Wander sig ud på en rejse i kærlighedens navn.
‘Shadow of The Colossus’ leger med mange dele af kærlighedsbegrebet, men bruger samtidig ufatteligt få ord. Wander elsker tydeligvis Mono. Hans forhold til hende er startskuddet for turen ind i det kolos-fyldte univers og er drivkraften bag hans nedkæmpelse af de 16 enestående fjender. Samtidig er samspillet og forholdet mellem Wander og hesten Agro en sjældent hengiven fortælling om det kammeratskab, der kan opstå mennesker og dyr imellem – paralleller til Atreyu og Artax fra ‘The Neverending Story’ er ikke helt ved siden af. Agro er Wanders eneste hjælp imod de enorme modstandere, og i rejserne fra den ene kamp til den næste er Agro Wanders eneste selskab.
På papiret kunne ‘Shadow of The Coloussus’ nemt hensygne som en omgang abstrakt historiefortælling uden hoved eller hale. Udførslen er heldigvis så spot-on at spillet og historien flere gange river følelserne i femte gear med både episke kampe og de stille øjeblikke, hvor den umiddelbart bedagede grafik excellerer og vrider tårer og hjertenssuk ud i ét væk.
‘Shadow of The Colossus’ mestrer temposkift i både gameplay og historiefortælling bedre end de fleste andre. Sammen med ‘ICO’, fra samme udvikler, er ‘Shadow of The Colossus’ afsættet for den kæmpemæssige hype som Sony har opbygget omkring en af årets mest ventede titler, ‘The Last Guardian’, som – hvis den når de tidligere spil til sokkeholderne – bliver en eminent balanceakt mellem kunst og gaming.
6. ‘To The Moon’ (Johnny/River)
Okay – lad mig tale ud. I ‘To The Moon’ skal man tage sig af Johnny, en gammel mand der er ved at dø. Johnny vil gerne til månen – eller opleve den – inden han dør, og man indvilger i at indoperere en chip i hans hjerne så han kan dø fuldt ud overbevist om, at han har besøgt månen. Det syrede afsæt til trods, så bød ‘To The Moon’ på en af de ondeste tudeture spilbranchen har præsenteret mig for over de sidste 25 år. I forsøget på at få chippen på plads i Johnnys hjerne får man nemlig adgang til hans gamle minder om hans største kærlighed: Hans afdøde kone River.
I de minder man genbesøger har River en sjælden lidelse som gør hende ude af stand til at kommunikere på normal vis. For at vise sin kærlighed til Johnny laver River kæmpe samlinger af origami-kaniner. Han forstår ikke nuancerne heri og svarer igen med selvskrevne sange som hun ikke begriber, men dog bevæges af.
Det indviklede forhold og de tragiske skæbner hænger kun sammen i takt med at den gensidige forståelse glimtvis udspringer af den tidligere så stærke kærlighed. I reminiscenserne af et smukt forhold står til sidst to forvirrede og tiltagende ensomme mennesker. Jo længere, man kommer i spillet, desto flere bevæggrunde og minder afdækker man, men jo længere, man kommer ned i mysteriet, desto sværere bliver spadestikkene. Ikke fordi spillet er specielt svært, men det er svært at fortsætte når man sidder og snøfter.
‘To The Moon’ er mere en oplevelse end et spil, men har tilpas mange elementer til, at dele kategori med de andre indslag på denne liste. Jeg vil ikke afsløre for meget af spillets handling eller baggrund, men det er suverænt en af de få spiloplevelser som flere gange undervejs efterlod mig med en klump i halsen og en følelse af lige at skulle lægge controlleren lidt og sunde mig.
‘To The Moon’ er en fantastisk tudetur med den helt rigtige mængde indie-charme til at bevidne, at det er et spil der er lavet for at fortælle en historie. En stærk og særdeles velfortalt historie.
Læs også: Ti datingapps du skal kende – inklusive tre du bør holde dig fra